historie

 Holger danske ungdomsoprør her uden sikkerhedsnet er Gunnar dyrberg og bob ramsing. Indtalt af Thomas skulle være Madsen fra AB forlaget. Bogen indledes med følgende forord. Forord, 2005. I 1960 introducerede min kammerats bob rams en radio serien 20 år efter. Hvor han blandt flere andre interviewede mig og mine oplevelser som sabotør under besættelsen. Radio serien blev godt modtaget af lytterne og hasselback forlag overtalte os derfor til at skrive en bog om Vores tid i Holger danske. Bobs gruppefører christianborg Hansen blev henrettet den 23. Juli. Og 5 af hans gruppe kammerater blev myrdet af Ritzau den 9. August. Bob var derefter den sidste overlevende af den oprindelige Holger danske 4. Og måtte flygte til Sverige, hvor han blev løjtnant i den danske brigade og under sit ophold i Sverige nedskrev han sine erindringer om tiden i Holger danske. Det er grundlaget for hans afsnit af bogen. Jeg var selv blevet i Danmark til krigen var ovre og oplevede derfor som den sidste, der var tilbage i Holger danske af den lille flok unge mænd og piger, der startede i efteråret 1943 befrielsen. Trods 64 faldende og Holger danske, Der er vokset til godt 300 mand. Det siger sig selv, at vi så længe vi var besat af tyskerne af hensyn til mine kammerater, sikkerhed ikke kunne nedskrive, hvad vi foretog os. De få rapporter blev brændt, når de var læst. Men så snart våbnene tav begyndte jeg at på tilfældige stykke papir og skrive daglige notater, Sådan som jeg med større og mindre mellemrum havde gjort det siden 1935. Det blev grundlaget for min del af de illegale og mine senere bøger med baggrund i besættelsen. Bogen bygger således på relativt friske erindringer. Dertil kommer, at jeg i sommeren 1945 var chef for modstandsbevægelsens pressekontor og fik gennem de mange kontakter i modstands kredse kendskab til kendsgerninger, som ellers ikke på denne tid var tilgængelig. De illegale fortæller ikke den fulde historie om hockey danske. Den er ikke skrevet endnu. Men jeg mener, at vi med denne bog har givet kommende generationer et realistisk indtryk af, hvordan vi havde det, og hvad vi var for nu. Det var i virkeligheden danmarkshistoriens første ungdomsoprør og vel at bemærke uden sikkerhedsnet. Men vi skylder en tak for Vores liv til den kreds, at den voksne generation som turde og ville stille deres hjem, erfaringer og forbindelser til rådighed for vi unge. Uden dem havde vi ikke kunnet løfte den opgave, vi havde sat os forløse. Heller ikke de havde noget sikkerhedsnet. Og lever ikke mere. Han døde på Frederiksberg hospitals lukkede afdeling dagen for sin 75 års fødselsdag dybt påvirket af sine oplevelser under besættelsen bestandig forfulgt af gestapo, indtil en måde i skabende slukkede lyset. Han var et dejligt menneske. Under dyrberg Det er en gang afdelingsleder i Holger danske. Marts 2005. Første del. Bob fortæller. Under disse for vort fædreland, så alvorlige forhold opfordrer jeg alle i by og på land til at vise hende fuldt ud korrekt og værdig optræden, da enhver uoverlagt handling eller ytring kan have de alvorligste følger. Gode bevare dem alle. Gud bevare Danmark. Amalienborg, 9. april 1940. Christian ja. 10. i 11. 42. Af en erklæring fra den danske regering. Udadtil vil regeringen se det som sin vigtigste opgave og virke for en styrkelse og en befæstelse af det gode forhold mellem Danmark og Tyskland. Regeringen vil sikre opretholdelse af ro og orden i landet. Den vil ikke tale sabotage eller anden forbrydelse, der direkte eller indirekte retter sig mod besættelsestropperne. Det var slet ikke så let at finde ud af, især ikke når man var 19 år og i dyb alvor. Troede på de fine ord om pligt og troskab. Men tyskerne havde ikke opløst den danske hær, så man kunne da i det mindste blive frivillig soldat og lære at slås. Jeg har en gammel lommebog med nogle få notater fra den sidste tid som elev på fodboldenes connect og løjtnant skole, der dengang blev tvunget bort fra Kronborg af tyskerne og nu befandt sig på kasernen i Næstved. Under datoen den 23. August 1943 står der. Vi havde det elevmøde i dag. Elevformand den vil opsøge kommandanten og bede om at få nærmere kendskab til kasernens forsvarsplan for kasernen. Officererne tror ikke på, at tyskerne vil angribe os, når de kan tvinge ministeriet til at gensende os uden kamp. Men Vi har fået tildelt terrænet ud mod skoven som bort forsvarsområdet. 29. i ottende 43. Proklamation fra den tyske øverstbefalende. De sidste begivenheder har vist, at den danske regering ikke mere er i stand til at opretholde ro og orden i Danmark. De er fjendtlige agenter fremkaldte uroligheder var der sig umiddelbart mod den tyske værnemagt. Jeg proklamerer derfor i henhold til artiklerne 42 til 56 i haver landbrugsordninger, den militære undtagelsestilstand i hele Danmark. Under den 28. Til 29. august står der i min lommebog. Nu er vi i jægerspris på fægtning skydninger, men det morer os ikke. På vejen herop standsede toget på hovedbanegården, hvor venner og bekendte var mødt op. Det svirrer med rygter. Forum blev sprængt for nogle dage siden og skabte stor uro. I nat er 3 fabrikker gået i luft. Tyskerne er rasende. Vi spurgte officererne, om vi ikke måtte vende tilbage til Næstved, men det kunne ikke lade sig gøre. I aften, men i tiden blev der oprettet beredskabsvagt sammen med en anden fik jeg vagten fra klokken 2 til 4 foran operaens kvarter. Det øsede ned og bælgmørkt. Nu skal jeg på patrulje i skoven ved slottet sammen med 2 andre. Resten af skolen har travlt med at oplade magasinerne til recul geværerne. Vi andre har skarpe patroner i tasken. Det virker tungt at skæbnesvangert. Det var ikke sjovt i skoven. Vi kunne ikke se noget i mørket og troede hele tiden, at tyskerne lå og lurede. Men der skete ingenting. Nu skal vi til Holbæk. Det er ved at løsne Der er rekvireret lastvogn i Frederikssund. Kaptajn ravn siger, at regeringen vil gå af, og at forbindelserne med tyskerne er afbrudt. Der går rygter om, at tyskerne vil angribe de danske kaserner. Vi venter i en skov nord for Holbæk. Vejret er blevet godt og solen skinner, men humøret er på nulpunktet. Ude på vejen holder et kompagni fra Holbæk med deres vogn. De vil til Sverige og tilbyder at tage os med. Garnisonen i Holbæk har opgivet at kæmpe og venter på kontakt med tyskerne. Obersten har holdt tale, hvis nogen vil med til Sverige, så træde frem nu, men de gavner bedst deres fædreland ved at pige og vente på udviklingen. Ingen trådte frem. Vi har afladet geværerne og venter på en tysk officer, der skal føre os til Næstved. Nu ved vi hvad de følte den 9. April. Er en beretning fra oberst HMA fogh om den 29. August på Næstved kaserne. Kasserne var inddelt i 3 forsvars afsnit hver under en afsnits kommandør. Kasernens forsvarsstyrke blev den 28. Om formiddagen betydeligt forringet ved fodfolket scannet skoles afmarch til jægerspris. Det vestligste og vanskeligste afsnit var fast tildelt fodfolket skønnet skole, der var kasernens bedste kampkraft, men skolen afgik trods forestillinger over for generalinspektøren for fodfolket. Det er derfor nødvendigt at tildele dette afsnit til ryttere eskadronen, der ellers standede kerne i det midterste afsnit. I stedet for connect skolens 18 rekylgevær var der i afsnittet nu kun 3. I min lommebog, står der videre under den 29. August. Fra klokken 5 i morges åbnede tyskerne uden videre ild mod kasernen her i Næstved med kanoner og morterer. Kort efter står møder flere kompagnier tyske soldater frem for skoven over det terræn, hvor vi skulle have haft forsvaret. Under den følgende kamp blev flere såret premierløjtnant Hansen nord og så sent Andersen blev dræbt. Vi kørte ind ad porten nærmest skoven. Der var flere steder blodpølse på cementvej. Et sted lå en tysk støvle. Kasernens facade gennemhullet af granater sportspladsen ophøjet af mortergranater. Vi var længe om at komme ned fra lastvognene. Som blev stillet op i enkelt kolonne og førte ind i gymnastiksalen for at aflevere vore våben. Der stod mange tyskere derinde. Modløst lod den 1. Af kammeraterne sin udrustning faldt ned på det store blanke gymnastikbold. Anden mand kastede sit gevær i gulvet med en rasende bevægelse, og tredje mand tog impulsivt fat i løbet på sit gevær og hamrede det i gulvet, så kold den splintredes, og låsen blev vredet i stykker. Dette var signalet. Resten af kun et skolens 75 mand hamrede deres våben i gymnastiksalen, skulle så alt ødelægges. Skuffelsen og raseriet fra nat og det meste af en dag fik afløb. Snart lå i en dynge, knuste og ubrugelige våben på gulvet. Tyskerne stod tavse og hotel. De foretog sig intet. End ikke, da en bajonet spids ramte en af dem i brystet og trængte igennem uniform. Måske forstå de os? Tyskerne foretog sig heller ikke noget, da vi løb ud til lastbilerne i gården og væltede 20 millimeter kanonerne ned på den hårde cement, så de knustes. Andre sparkede til låsen på 37 milimeter. Kanonerne eller hamret et rekylgevær ned over de ædlere dele, så kanonerne blive brugt. Mens vi kørte igennem Næstved på vej til kasernen, fik flere af mine kammerater kastede deres våben ud til civile på gaderne. Det siges, at en gartner inde i byen har sladret til tyskerne, som har foretaget razziaer. I nanda gartnerens drivhuse blevet knust, og hans frugttræer sagde ud over. En læge inde i byen har offentligt udtalt, at de danske soldater er nogle duksedrenge, at de igen har givet os en 9. April uden at slås. Her fra stuen kan jeg se kasernens gartner gå omkring og slå græs på den store plæne, mens han omhyggeligt kører udenom hullerne fra mortergranaterne. At, Det er et symbolsk billede, skal vi blive ved med at undgå realiteterne? Tyskerne forlanger, at vi slukker lyset på stuen klokken 10. I nat sendte en vagtpost et skud gennem vinduet til os, fordi lyset ikke var slukket til tid. Petersen Det er lige bleg. Projektilet summede lige forbi hans hoved. Projektilet ramte cement loftet og kurrede et langt stykke, inden det satte sig fast i væggen. Hele stolen føltes markant pust fra loftet. Tyskerne har lavet en hurtig og overraskende razzia og har fundet adskillige skjulte våben hos os. Der lå flere pistoler i sidste ende på wc. De troede med at tage hver 10. mand ud og skyde ham, hvis vi fortsætter med at gemme våben. Kampen er måske ikke forbi. Ja, den er måske først nu begyndt. Sommerholdene 1943 på fodfolket connect og løjtnant skole var noget for sig selv. Tidligere måtte man tvinge mange værnepligtige på befalingsmand skole, men vi var kommet frivilligt. Mange af os havde planer om at blive officer af linjen. Flere var ætlinge af kendte officers familier. Der var en noget en vaskeægte prins på holdet. Men en kraftig rødhåret bondesøn fra Nordjylland stod ligesom lidt uden for det hele. Men lod endda hans grundighed og mangel på kommando bryst. Christian Ulrik Hansen, hed han. Skikkelsen var tung, og bevægelserne langsomme. Han var inderligt civil, men i det grove rødmossede ansigt lyste 2 klare, intelligente blå øjne. Blandt kammeraterne på skolen valgte Christian sig hurtigt i en lille fasttømret vennekreds, der hungrende lyttede til hans planer om det nye Danmark og den krig, vi måtte føre. Dag for dag overraskede Christian sine kammerater, når han holdt foredrag i kantinen, viste film og fortalte om sin opfattelse af danmarkshistorien. Elskede begivenheder fra historien kom til at stå lyslevende og talende for os. Det varede længe, før vi rigtig forstod ham, for han var jo helt uden for normalen. Uden nogen form for krukkeri citerede han forfattere som niche, platon berger, jeff pålægger, qvist, kaj munk, Karin boye og mange andre. Og med stolthed fortalte han om sin kristne tro. Han ville være præst eller højskolelærer. Christian var 21 år. Først senere bliver vi klar over, at Christian havde haft øjnene med sig af den 29. August. Stilfærdigt havde han noteret sig kammeraternes reaktioner, og i de første dage under interneringen i Næstved havde han fortrolige samtaler med mange af os. En aften havde han sat en lille gruppe stævne på kasernens loft, hvor der var mørkt og stille. Det var et af de få steder på kasernens område, hvor tyskerne ikke havde gennemrodet og kontrolleret alting. Her viste Christian os en pæn samling våben, som han sammen med Preben hagelin og edward sommer havde organiseret og gemt heroppe. Nu gjaldt det om at få dem ud og få fat i flere, hvis Det var muligt. Christian afslørede også, at han allerede i et års tid havde været med til mange illegale aktioner i Jylland, hvor han blandt andet havde været med til at modtage våben og faldskærmsjægere. Han havde forbindelse med de rigtige folk. Vil blive værre med. Om vi ville. Endelig var der en chance for at gøre noget. De følgende nætter skød de tyske vagtposter ofte efter skygger i mørket. Og fra kasernen depoter forsvandt, der mange våben, skønt tyskerne forstærkede vagterne og truede med repressalier, når de stillede os op på geledder for at tælle os. Det hjalp jo heller ikke af mange kinesere uden for kasernens område og var væk flere dage af gangen. En enkelt og væk så længe at han kunne blive gift og fejre hvedebrødsdagene sine unge. Hver dag kom en fredelig bondemand fra omegnen kørende ind på kasernen med sin hestevogn for at hente hestepærer nede i staldene, hvor gardehusarernes heste stod opstaldet. Hestepærer er som bekendt udmærket gødning, og det kunne tyskerne, der godt forstå, så han fik lov at fortsætte. Skønt vi havde haft en 29. August. Når bondemanden kørte ind på kasernen, blev vognen trukket af 2 gamle udslidte heste, men når han hovedsageligt smilende kørte ud lidt senere var der 2 friske husarer heste foran vognen. Tyskerne bemærkede ingenting for dem var heste. Jo heste. De opdagede her ikke at under hestepærerne lå der hver dag en pæn samling våben og ammunition og sprængstoffer, som christians gruppe havde organiseret om natten. Det var således en stor tung last, vi kunne afhente på. Nogle gårde i omegnen, da vi efter nogle ugers forløb blev sendt hjem som civile. Vi havde midler til at starte en kamp. Syvende i tredje 42. Cirkulæreskrivelse fra Justitsministeriet. Der foreligger mulighed for, at der såvel fra engelsk som fra russisk side i de kommende måneder. Det blev gjort forsøg på fra flyvemaskine ved hjælp af faldskærm at landsætte enkelte civile personer her i landet, og da Det er nødvendigt hurtigst muligt at få disse personer anholdt, er der mellem den tyske værnemagt. Og de danske myndigheder truffet aftale om et snævert samarbejde. Jens Peter var en lille tætbygget mand med skarpe ansigtstræk og et meget stilfærdigt væsen. Vi mødte ham i baglokalet hos karl Schmidt, der bestyrede en møbelforretning på gasværksvej for sin mor. Christian Ulrik Hansen, Preben hagelin, edvard sommer, karl Schmidt, Mogens Ibsen nummer selv. Vi var nu i gruppen 6 kammerater fra kønnet skole. Men desuden var christians barndomskammerater erik nymann og per sonne kommet til. Begge havde erfaringer fra illegalt arbejde i Jylland. Erik havde endda en overgang været arresteret af det danske Politi. Jens Peter så os længe an, mens vi forsigtigt kom med spørgsmål, og efterhånden fik jeg at vide, at han et års tid havde opholdt sig i Danmark. Han havde ellers været ingeniør i Canada og var nu faldskærms officer i den engelske hær. Ikke flere oplysninger. Man bør ikke vide mere end nødvendigt ingen nysgerrige spørgsmål brug altid dæknavne indbyrdes og også selvom i er gode bekendte af hinanden. Lær at lyve. Se jeg godt for stol ikke på nogen. Undgå møder med mange deltagere drik aldrig spiritus, så i mister jeres dømmekraft. Vælg et kontaktsted, men fortæl ellers ikke hvor i bor. Opretholde en daglig kontakt, så i altid ved om en eller flere af jeres kammerater skulle være blevet arresteret af tyskerne. Skyd ikke på dansk Politi. Være kun våben, hvis Det er nødvendigt. Undgå tyske razziaer fortæl aldrig om jeres oplevelser som sabotører. Jens Peder gav os straks et kursus i det illegale liv. Siden mødte vi ham på ny flere gange, hvor han instruerede os i brugen af engelske våben og sprængstof. Andre dukkede op flammen bent faurschou hviid citronen, Jørgen vagn Schmidt, john Svend, otto Nielsen og 5. Jens lillelund. Ottende i første 41. Midlertidigt tillæg til borgerlig straffelov. Paragraf 3. Med fængsel på livstid i mindre alvorlige tilfælde med tidsbestemt fængsel ikke under et år straffes den, der i forhold til udenlandske militære styrker, der efter overenskomst med den danske regering befinder sig her i landet. Et. Træder i modstanderens krigstjeneste eller yder modstanderne en bistand, Der er egnet til at udsætte disse militære styrker. Sikkerhed for fare 2 ødelægger, beskadiger eller bortskaffer krigsmateriel eller indretninger, der tjener disse styrkers formål eller på anden måde hindre eller forstyrre sådanne genstandes anvendelse. Eller 3. I øvrigt foretager handlinger af lignende karakter, som er egnede til alvorligt at skade Danmarks interesser i forhold til udlandet. Far møder mig i døren, da Jeg er på vej ud. Hvor skal du hen i aften? Vi har en øvelse med spejdernes hjælpekorps, hvor Det er henne. På brandstationen. For længe ud husk det spærretid klokken 8. Bare bliver stående i døren og kigger efter mig, da jeg går ned ad trappen. Der er noget spørgende og uroligt i fars ansigt. Pistolen mærkes som en tung vægt i frakkelommen og slår mod låret, når jeg går. De andre står i en port ude på lyngbyvej og venter. Så kommer flamme og john på cykler. John er i politiuniform, og vi får et lille chok, for vi genkender ham. Det er en udmærket uniform, når man har brug for den, siger John med en lille latter. Så fordeles rollerne. Jeg skal blive stående på gadehjørnet som vagt og dækning, hvis der sker noget uforudset, skal jeg skynde mig hen til per, som står ved porten uden for fabrikken og derefter få givet signal til de andre. I alvorlige tilfælde skal jeg straks. De andre vil vi advarede af skyderiet. Sammen med de andre går john over mod fabrikken. Der skal være et par sabotager vagter derinde på pladsen. John og flammen skal som de erfarne og kunne først ind fulgt af Preben og edward. Hvis der bliver skyderi, skal jeg bare blive stående. Carl shot og erik ny mand har bomberne. Jeg ser ikke hvad der videre sker klokken er 7 om< en time indtræder spærretiden. Det er meget mørkt og stille. Ude på lyngbyvej er der ret kraftig trafik folk er på vej hjem inden spærretid. Rundt om hjørnet står en strid efterårs blæst, og jeg trækker uvilkårligt frakke kraven op om ørerne, mens jeg går lidt frem og tilbage. Jeg ryster, men Det er ikke bare på grund af kunden. Nu sker det nu tager jeg skridt. De sidste dage har jeg tænkt og tænkt, Jeg har gjort op med en pæn borgerlig moral med respekten for myndigheder og uniformer. Det undrer mig, at jeg i øjeblikket er mere bange for, hvad der kan ske, hvis det danske Politi opdager os, end hvis man står på kommer. Det gælder om at virke så naturligt som muligt. Jeg står stille i mine egne tanker og ser måske lidt skummel. Så begynder jeg at gå frem og tilbage, mens jeg spekulerer på, hvad der sker inde på fabrikken. Jeg forestiller mig, at jeg venter på en pige og ser mig utålmodigt omkring, mens jeg af og til standser for at se på mit armbåndsur. Det er ikke rent bluff når jeg ser på uret. Der er allerede gået et stykke tid, og hvor bliver de andre af? Der er intet sket. Alt er bare stille og tyst. Er vi gået i en fælde? Af og til kører en bil forbi. Og jeg følger den vagtsomt. Hvordan skal jeg egentlig kunne kende de civilklædte politifolk eller gestapo mænd? Hvor pokker blev de andre af? Det er engang jeg var lærling, blev jeg nogle gange sendt ud til denne fabrik med nogle reservedele. De siger, at der også står et større antal tyske lastbiler, Der er inde til reparation. Jeg husker en stor værkstedshal, hvor der lugtede af olie og smørefedt. Jeg tænker på flamme og på john. De virker ikke helt unge john er utvivlsomt den ældste. De siger, at han egentlig er læger, men nu er gået under jorden. Ved et af møderne bliver der fortalt en historie om john. Secret service skulle absolut have fat på et hemmeligt bombe sigte på en af de tyske jæger maskiner. John jude til Kastrup lufthavn sammen med hinanden. Men på grund af nogle misforståelser befandt john sig pludselig alene på flyvepladsen, som vrimlede med tyske vagtposter. Han prøvede at komme hen til en af de tyske jæger maskiner, men det mislykkedes. Til sidst måtte han snige sig ud fra flyvepladsen igen, men det tog ham over 2 timer at komme væk. Det siges, at på vejen måtte han bruge sin lydløse pistol mod en hund, når han bagt mand, der begge blev dræbt. Johns ansigt er venligt. Øjnene smiler sammen med munden. Han er rolig og taler med en dæmpet kultiveret stemme. Ja, han ligner faktisk en rigtig rar lærer. Flamme er anderledes anna høj maler og altid elegant klædt og siger ikke ret meget. Men man har indtryk af, at han til gengæld handler omgående. De siger, at Det var ham, der forleden prøvede at skyde stikkeren max elving, mens han kørte forbi en bil sammen med en anden. Max felding blev kun såret, fordi han havde skudsikker vest på. Pludselig er flamme ved siden af mig. Det er i orden, siger han med dæmpet stemme. Ikke andet, og så er han væk. Men lige efter kommer john. Er der nogle vanskeligheder at spørge? Jer nej, svarer john ringe til brandvæsenet og sige, at Der er lagt bomber. Men jeg siger han ikke, så er også han ikke. Jeg kan ikke se nogle af de andre, mens jeg står og tænker på det. John sagde ring lige til brandvæsnet. Som om det ikke var noget at tale om. Det er det jo heller ikke. Men jeg føler mig pludselig lidt ensom og bange, fordi de andre er væk. Jeg ved godt, hvorfor jeg skal ringe. Der er lagt brandbomber, og der brandfolkene hører, at Der er lagt bomber, vil de nægte at gå ind og slukke branden. Et øjeblik forekommer opgaven mig uoverkommelig. Hvis de nu spørger, hvem Jeg er eller spurgte telefonopringninger. Jeg giver mig selv et åndeligt spark bag i og siger tøsedreng, så går jeg over til en telefonboks på det andet hjørne. Brandvæsnet. Stemmen er rolig og hverdagsagtig. Min stemme dirrer lidt, da jeg afleverer besked om, at Der er udbrudt brand i fabrikken, men at brandvæsnet skal holde sig væk, for Der er også lagt sprængt bomber. Hvem taler jeg med? Det har jeg spurgt. Jeg afleverer hurtigt min besked endnu en gang og lægger røret. Da jeg kommer ud fra telefonboksen, ryster jeg over hele kroppen og får nærmest et chok da jeg ser over mod fabrikken. En stor stikflamme slår op gennem taget og en regn af gnister fyger over gaden. Der har allerede samlet sig en del folk i nærheden. Så finder jeg min cykel og kørte hjem. Kort tid efter kan jeg høre udrykningshornene fra byen. På vejen hjem kører jeg rasende til som i blinde, mens tankerne myldrer. Jeg kommer blandt andet i tanker om, at jeg slet ikke har haft en pistol op af lom. Hjemme på mit værelse sidder jeg længe i en stol og stirrer ud i luft. Så opdager jeg, at Jeg har glemt at tage frakken af. Først tager jeg pistolen op af lommen og gemmer den i skrivebordet. Derefter hænger jeg frakken ud i entreen. Der siver lys ud fra soveværelset far og mor er gået i seng. Jeg har altid været inde og sige godnat til dem, uanset hvor sent jeg kom hjem. Det var et øjeblik, før jeg åbner døren. Et minut prøver jeg at få åndedrættet i ro pulsen banker hårdt og hurtigt, og jeg føler mig varm i hovedet. De ligger begge 2 og læser og jeg kysser mor godnat. Du er så rød i hovedet siger hun. Jeg måtte skynde mig hjem inden spærretid. Kendte det godt, spørger far. Hans øjne ser på mig over bogen. De er bekymrede og spørger. Det er som om han ved besked. Ja det gik fint godnat og så godt. Inde på værelset sidder jeg atter længe og stirrer ud i luften, så glider blikket over mit drengeværelse med tennisketcheren og boksehandskerne på væggen. Bøgerne i reolen de 2 store fotografier fra sommerlejren i asserbo mine egne tegninger. Det hele virker pludselig så barnligt. Til sidst tager jeg atter pistolen op af skrivebordet og sidder og piller ved. Hjertet hamrer stadig brystet på mig, og Det er bare længe før jeg føler mig søvnig nok til at gå i seng. Anden i niende 42. Statsminister ved buhl i en radiotale. Det siger sig selv, at regeringen stadig med den yderste strenghed vil forfølge sabotage og anden forbrydelse mod den tyske værnemagt med de i vor lovgivning, hjemlede midler, og der vil fra partiets side blive sat ind med al kraft på løsningen af de opgaver. Disse sager frembyder. De opretholdelsen af ro og orden må fra regeringen stå som den 1. Pligt under varetagelsen af vort lands interesser i denne situation. I foråret 1943 skulle der ikke alene mod og mandshjerte til at være sabotør, men også en inderlig overbevisning om at kamp med våben i hånd var rigtig. På det tidspunkt stod det illegale arbejde hovedsageligt i at uddele illegale blade og gå med konge mærke. Men en lille gruppe mænd under tom søndergaards ledelse havde både mod og evne til at gennemføre en række aktioner mod tyske installationer og danske virksomheder, der arbejdede for tyskerne. Gruppens sidste store aktion var sprængningen af forum den 24. August 1943, få dage før kæmpe bygningen skulle tages i brug til indkvartering af tyske tropper. Det blev utvivlsomt en af de begivenheder, der provokerede den 29. August og det officielle Danmarks brud med samarbejdspolitik. Da forums muren væltede under en voldsom bombeeksplosion befandt tom Søndergaard sig endnu i bygningen. Hårdt såret blev han bragt væk af sine kammerater, og sammen med dem flygtede han kort efter til Sverige. Få år efter krigen døde tom Søndergaard sine kvæstelser fra forum aktionen. Kun en mand af forum gruppen blev tilbage. 5 jens lillelund ville ikke give op, men arbejdet nu energisk på at skabe en ny elegant grund. Hvor gruppen havde kaldt sig Holger danske og i begyndelsen planlagde finn og oprette en Niels ebbesen gruppe. Men da han havde indledt et samarbejde med john, besluttede de at kalde deres nye gruppe for Holger danske, siden oftest forkortet til HD. Det var ikke let at få startet en ny sabotagegruppe, men den 29. August var gode forfølger. Sådan kom og find til hjælp. Mange studenter deltog i arbejdet med at hjælpe de danske jøder til Sverige, og under dette arbejde traf ind den unge medicinsk student Jørgen kieler, og han fik hurtigt samlet en gruppe omkring sig. Den døbtes HD 2. HD et var en lille gruppe af findes egne venner, og HD 3 bestod af nogle energiske folk, der hidtil var gået under betegnelsen smallegade gruppen, fordi de holdt til hos en kunstmaler, der havde en villa i smallegade. Det har vi gennem Christian og hans forbindelser i dansk samling kom i forbindelse med finn fik vi betegnelsen på d 4. På et par måneder lykkedes det fint at skabe en slagkraftig organisation med 4 sabotagegruppe og direkte forbindelse til de engelske faldskærmsfolk. Især den erfarne jens Peter jens erik Petersen. På dansk samling kom yderligere nogle ledende folk. Egil barfod og ikke mindst Jørgen staffeldt, der siden skulle overtage ledelsen af HD, indtil han blev arresteret af tyskerne. Det var startfelt der førte finn og hans folk hen i en tobaksforretning på Vester farimagsgade, hvor de fandt et modigt ægtepar, da resten af krigen blev uundværlige medarbejdere for HD. Tove og Bjarne Larsen stillede uden kommentarer baglokalet i deres tobaksforretning til rådighed for HDS daglige kontakt møder. Og Det var her siddende på ølkasser i et lille, mørkt lokale. At vi mødte nogle af Danmarks første og bedste sabotører og hørte om deres aktioner. Her kom flamme, citronen og john, som var ensomme ulve, men alligevel arbejdede i nær tilknytning til de forskellige grupper. Nat efter nat tog de os med ude på auktioner for at lære os sabotør håndværket. Dag efter dag løste de opgaver, som bedst kunne klares af enkelte folk. Det var i baglokalet hos tove og Bjarne af citronen grinende fortalte om sit lille kup på Rådhuspladsen, da han installerede en højtaler i en af forretnings ejendommene, og pludselig lød engelske melodier smælde ud over den stærkt trafikerede rådhusplads. Fint fortalte om befrielsen af oberst ørum, der var anholdt for spionage. Vi kan forstå, at der ikke mere var grænser for, hvad man ventede af os, der find fortalte, hvorledes de havde passeret de tyske vagter på militær hospitalet iført hvide lægekittel og derefter havde bagbundet vagten ved ørum seng. Og vi fik et lille indtryk af den voksende organisation, da vi hørte at knap en halv time efter befrielsen og ørum på vej til Sverige med en af de illegale transporter. I øvrigt om citronen og flamme, der frækt var kørt ned i det tyske garager under vesterport, hvor de efter et hold op bortførte flere af istanbuls biler. Og vi overværede, hvorledes den 1. Ordre til likvidering af en stikker blev givet til flamme. Det chokerede også, at den blev udført allerede næste dag. Der bliver også fortalt, hvorledes holdet sammen med HD 3 havde lavet det store kup hos tyskerne i avedøre. Hold der taler 6 8 sprog flydende var iført tysk major uniform og narrede de tyske vagter så grundigt, at hans folk kunne køre derfra med flere tons pulver trotyl på en lastvogn. På den måde fik vi sprængstoffer nok til adskillige måneders arbejde i alle HD grupperne. Det var også HD 3 der skaffede os en pæn ladning af maskinpistoler ved simpelthen at lave et hop på en dansk politistation og tvinge betjentene til at udlevere. Femte i niende 43. Af en tysk bekendtgørelse. Med dødsstraf eller hård frihedsstraf straffes den, der får pålideligt kendskab til forehavender om spionage. Sabotage fra roden af hemmeligheder eller anden begunstigelse af fjenden, og som undlader ufortøvet og give de tyske myndigheder underretning derom. Kommunelærer john og forretningsmanden finn var begge modne mænd i slutningen af trediverne og familiefædre med koner og børn. Men de var også handlingens mænd, og intet kunne holde dem tilbage. Masser af spændende situationer oplevede de sammen og ordet. Nogle få måneders fælles virksomhed skabtes et varmt venskab. Navnlig john skued humor fik det hele til at ligne en spændende leg. En dag kom fedt og john kørende i en lånt lægebil på vej hjem fra en aktion på østerbrogade var der sket en trafikulykke og tilfældige forbipasserende standsede dem, da de så lægge skiltet på bilen. På gaden lå han til skade kommet cyklist. John og finn så på hinanden og besluttede at spille komedien. Det gjaldt om at undgå unødig opmærksomhed. Sammen bøjede de sig over den kvæstede cyklist og konfererede sammen på et hjemmelavet lægesprog, mens de hjalp manden så godt de kunne. Men det gjorde så hurtigt færdige. Vi skal desværre skynde os videre til en anden patient, og det haster, sagde de men ring straks efter en ambulance. Og så kørte de videre ind til opera cafeen. Der var en særlig grund til at finn og john næsten dagligt i en periode kom på opera cafeen på Kongens Nytorv. Her søgte nemlig mange tyske officerer og underofficerer ind for at få en kop kaffe, og de lod altid deres pistol bælter hænge i garderoben. På et vist tidspunkt gik garderobe damen inde i restauranten for at sælge cigaretter, og så fik john og fik travlt med at fjerne pistoler. En dag sagde garderobe damen stille. I dag er der masser af pistoler herinde. Hvis i vil lave det sædvanlige nummer, så må i gøre det på en særlig måde, og så må det være sidste gang. Jeg har opdaget, hvordan i bærer jer, og tyskerne er ved at blive meget vrede på mig. Derfor forlanger jeg, at i holder mig op denne gang, og så forsvinder, når jeg skriger. Hurtigt samlede john og finn et pænt lager af pistoler sammen i garderoben, og da de skyndte sig ud af døren, sendte garderobe damen, da mit sidste smil inden hun smed sin cigaretpakke på gulvet og begyndte at råbe om hjælp. Det er det tyske officerer at komme stormende til, fortalte hun grædende om 2 mænd, der havde truet hende med pistoler. Men på dette tidspunkt var john og finn over alle bjerge. Således skulle de ensomme sabotører få hjælp fra tilfældige bekendte garderobe. Damen var senere med til at bremse finde i en farlig situation. En dag kom politimanden og stikkeren max felding ind til garderobe ådalen og begyndte at udspørge hende om en mand. Der findes signalement. Garderobe damen svarede undvigende og konstaterede nu appel lving eller nogle hjælpere ustandseligt sad vagt ved et af bordene i cafeen hvor de åbenbart ventede på at Den kendte jeg ikke finder john af navn og anede heller intet om hvordan hun skulle få advaret det. Men ad omveje erfarede hun

Eller dråbe damen Det er mit sidste smil inden hun smed sin cigaretpakke på gulvet og begyndte at råbe om hjælp. Det er det tyske officerer og komme stormende til, fortalte hun grædende om 2 mænd, der havde truet hende med pistoler. Men på dette tidspunkt var john og finn over alle bjerge. Således skulle de En dag kom politimanden og stikker en max kjelling ind til garderobe ådalen og begyndte at udspørge hende om en mand. Der findes signalement. Garderobe damen svarede undvigende og konstaterede nu, at belling eller nogle hjælpere ustandseligt sad vagt ved et af bordene i cafeen, hvor de åbenbart ventede på at finn skulle dukke op. Et par dage sad de truende skikkelser derinde i cafeen og ventede garderobe. Damen kendte ikke finde eller john navn og anede heller en viden om hvordan hun skulle få advaret dem. Men ad omveje erfarede hun nu, at man i nordisk boghandel, som lå ved siden af operaen. Caféen havde en vis forbindelse med illegale kredse. Hun henvendte sig til en medarbejder i boghandlen og var heldigvis på rette spor. Mogens darfelt, som ejede boghandelen og bror til Jørgen staffeldt og havde allerede i lang tid haft en central stilling, blandt andet som kontakt fra frihedsrådet og faldskærms agenterne. I lang tid gik ind af boghandlens kvindelige medarbejdere i en slags skildvagt foran opera caféen, og det lykkedes hende at standse finn, da han efter nogle dage dukkede op på vej ind i opera cafeen. Studenterne IHD 2 var johns kælet børn. Det var dem han oftest fulgte på auktionerne, og selvom han havde travlt med at også at hjælpe os, blev han en slags gruppeleder for HD 2, der tit kaldtes for kadett gruppen. Efter den 29. August var en lille gruppe kadetter under ledelse af miks erik koch Michelsen gået ind i illegalt arbejde, og jeg havde sluttet sig til HD 2, som studenterne Jørgen og Niels havde dannet i sommeren 1943. Det var især deres skyld, at HD 2 fik et meget militærisk præg. Man kunne ikke lide at modtage ordrer og adlyde dem blindt. Jørgen og Niels foretrak at tage hvert eneste spørgsmål op til debat og hver gang HD 2 gik i aktion, skete det efter en virkelig demokratisk afgørelse. Man var enige og havde på forhånd diskuteret alle muligheder og konsekvenser. Typisk er det vel også at Det var studenterne, der eksperimenterede sig frem til forskellige angrebsformer, som vi andre derefter efterlignede. HD 2 fandt således på at inddele sig i et skytte hold og et bombehold. Men skytte holdet nedkæmpede sabotager vagterne og siden dækkede mod overraskelser. Udefra gik bombeholdet ind og monterede bomberne. I begyndelsen brugte vi alle sammen den omhyggelige metode at montere små bomber på de maskiner eller de anlæg, der skulle ødelægges. På den måde gik det kun ud over de mål, vi havde udset os. Men denne metode tog ofte meget lang tid, før Det var et omstændigt arbejde og få benene de forskellige sprængladninger, men lunter, cortex og tændsatser. Ofte måtte man bruge timer på det der arbejde, mens der var stor risiko for at give star bo eller at det danske Politi skulle dukke op. Efterhånden oplevede HD 2 den direkte metode, som også de andre grupper lærte at benytte. Man pakkede hjemmefra nogle store. Med kort anlednings tid og derefter kastede ind gennem vinduer eller døre, hvorefter hele bygningen sank i grus. Det gav mulighed for hurtige overraskende aktioner og formindskede risikoen for alistair. Hun nåede frem, inden man var færdig med aktionen. Den direkte metode blev med stort held brugt mod riffelsyndikatet os afdeling i Hellerup, hvor man fremstillede støjsendere og andre radiodelen til tyskerne. Denne fabrik var under skarp bevogtning blandt andet af kristnede danske overløbere fra schalburg korpset. Desuden var der store lys og alarmanlæg. Chef ingeniøren havde pralet med, at denne fabrik var umulig at sabotere. Men john og Jørgen fik ordnet sagen. De store projektører blev simpelthen slukket ved at afbryde strømmen fra den nærliggende kraft central. Under dækningen af skytter holdets ild løb folkene fra bombeholdet frem over en åben plads og kastede deres sprængladninger ind gennem vinduerne. Midt under det hele ankom en udrykning fra det danske Politi, men da politifolkene opdagede, at sabotørerne endnu var i aktion, trak de sig tilbage og dukkede først op, da de havde hørt bombeeksplosionerne. På dette tidspunkt var Jørgen høfligt i færd med at hjælpe en ældre dame, som havde fået et nervøst sammenbrud, da bomberne eksploderede. I øvrigt ændres den meget selvstændige militære indstilling hos HD 2 i nogen grad, da man under en aktion pludselig stod overfor en sabotagegruppe fra bopa, der også ville sabotere den samme fabrik. Derefter rapporterede man sine planer og fik dem godkendt IHDS ledelse. John kom hurtigt til at stå som den store skikkelse for os alle sammen. Han var ikke alene en intelligent og moden mand med et sympatisk væsen, der straks skabte tillid blandt os unge. Han var også fyldt med et humør og et mod, der havde sin store betydning, når en aktion var ved at gå i fisk. Under en aktion Det er der overraskende tændt en stor projektor, som indfangede hele bombeholdet som et let bytte for sabotage vagternes maskinpistoler. Men john afværgede den troende far ved med et eneste skud og knalde projektoren og aktionen kunne fortsættes. I baglokalet hos tove og Bjarne blev der stadig fortalt mange historier om det effektive parløb, han kørte sammen med 5. Ofte ordnede de 2 på egen hånd aktioner, som man egentlig burde have sat en hel gruppe til at klare. En aften skulle john spise middag hos finn. Der er imidlertid endnu ikke var kommet hjem fra sit legale arbejde som forretningsmand. John tog findes kone under armen og trak hende med ud på gaden i Hellerup. Vi skal bare kigge os lidt omkring sagde han. På den anden side af gaden stod en grøntforretning i lys lue. Finsk kone vidste, at den tilhørte en dansker, der arbejdede for tyskerne. John kiggede tilfreds på den brændende forretning, og så trak han finds kone med ind i lejligheden. Jeg ville bare se om den brandbombe fungerede sagde han med et smil. Nu kan vi spise med god samvittighed. Dengang var frihedsrådet ikke for alvor trådte i funktion, og alt var meget løst organiseret. Det gjaldt om at handle med kort varsel, hvis der var en chance. En søndag, kort tid senere, spadserede finn sammen med en ven fredeligt i Parken ved det nærliggende charlottenlund fort. Det viste sig at gitterporten til selve fortet var låst, skønt den ellers altid stod åben, så publikum kunne gå op på voldene og nyde udsigten over sundet. Find det nysgerrige og fik fat på opsynsmanden, der boede i villaen ville give dig love. Hvorfor give dig loven låst? Spurgte finn. Det er nødvendigt, svarede opsynsmanden. Tyskerne har givet ordre til det. Det var da ærgerligt. Jeg havde netop besøg af en ven fra provinsen, og han ville så gerne se det dejlige anlæg her ved fortet. Opsynsmanden kiggede lidt nærmere på finn, inden han svarede. Give dig loven er lukket for at undgå sabotage. Tyskerne er ved at indrette en hovedcentral for alle deres telefoniske forbindelser her i København. Så vidt jeg ved skal centralen tages i brug i morgen, så hvis jeg portørerne vil gøre noget ved det, så må det ske nu. Og så kiggede opsynsmanden er der betydningsfuldt på film? Han havde vist sin mistanke. Det er jeg ked af sagde finn. Tror de ikke vi kunne få lov til at gå ind et øjeblik og kigge på det smukke anlæg. Opsynsmandens smilet. De kan følges med mig, så skal jeg vise rundt. I selskab med ham fik finn og hans ven nu hele forløbet at se og opsynsmanden gjorde sig særligt ulejlighed med at vise dem de tyske installationer. Pludselig fik opsynsmanden travlt. Hør Jeg har glemt at Der er noget jeg skal ordne inde hos mig selv, sagde han. Her er nøglerne kan de så ikke selv lukke dem ud og aflevere nøglerne til mig i villaen? Jo Det er sgu finn og hans ven naturligvis nok. De overvejede derefter, om de med det samme skulle ødelægge så meget som muligt, men blev så enige om, at Det er utvivlsomt ville komme til at gå ud over opsynsmanden, der havde været så venlig at lukke dem. Samme aften ringede 5 til john. Kom ud til mig og spise middag, sagde han. I mellemtiden gjorde fedt nogle bomber klar. Man spiste i fred og ro, og derefter trak finn og john sig tilbage. John behøvede kun en kort forklaring for at gå i aktion. Der var kun nogle få 100 meter fra finds hjem til charlottenlund fort, men Det var spærretid. De 2 mænd, og Det er derfor læste sig gennem charlottenlund skov og derefter hurtigt smutte over strandvejen, inden de kunne søge skjul i bevoksningen omkring fortet. Længe lod i og ventede for at konstatere, om der var sat tyske vagtposter ud, og en overgang var de tilbøjelige til at opgive det hele for med korte mellemrum så de lyset fra en lommelygte feje ind over små områder af fortet. Men så stak john pludselig i at grine. Det er lyset fra middelgrundsfortet, sagde han. Og så gik de 2 venner i aktion. Hurtigt sneg de sig frem til broen over kanalen, og skønt den var polstret med pigtråd og spidse jernstænger, lykkedes det dem hurtigt at komme ind på selve fortet. Hurtigt gik de til den kælder, hvor hovedcentralen var installeret med et brækjern, lukkede de sig ind og smadrede så hurtigt alt hvad de kunne. I øvrigt anbragte de en plastik bombe midt på centralens store instrumentbord. Derefter skyndte de sig ud på terrænet, hvor der var opført 2 store træbarakker. Her anbragte i hast nogle brandbomber og gjorde sig så klar til at forsvinde. Men pludselig standsede john Det er da synd, at Det er alt sammen skal gå i luften, sagde han. Derefter rodede han i tysk, og så er jeg også lærer igennem inden de gik. John med lommerne struttende er små konservesdåser. Finde protesterede for dette var brud på et fast princip. Men fik alligevel ikke lade være med at more sig, da de en halv time senere sad og spiste rejer i trængsel fra det tyske lager hjemme i hans lejlighed, mens man udenfor hørte bombeeksplosioner og tuden af brandbilerne. Synes du ikke, Vi har fortjent et stykke med rejer? Spurgte john med et smil. Find opererede i øvrigt mange gange i farlig nærhed af sin egen bopæl. Således havde de 2 venner fået kig på en stor fabrik, der udelukkende arbejdede for værnemagten. Fabrikken lå kun nogle få gader fra finsk bopæl og flere aftener i træk iagttog de 2 venner sabotager vagternes runder på værkstedet. Vi fandt ud af, at der konstant var en mand på vagt i den store værkstedshal, mens de 2 andre opholdt sig i en vagtstue tæt ved porten. Vagt stuens vinduer vindue ud til gaden. En aften besluttede de at gå i aktion. Inde i byen fik de pakket en stor bombe og tog så med sporvognen til Østerbro, mens de gemte deres maskinpistoler inde under frakken. På bagpå hånden af sporvognen stod der en tysk soldat, og de 2 venner sendte ham mange sideblikke. Pludselig fik john lyst til en smøg, men det kneb for ham at komme ned i lommerne, fordi han bar på den store pakke med bomben med et smil og at han pludselig bomben til den tyske soldat og sagde på dansk. Kan du ikke lige holde den i det øjeblik, kammerat? Selvom Det var dansk, forstod tyskeren straks meningen og holdt venligt smilende på parken med bomben, mens john også med et stort smil fik ild på sin cigaret. De 2 venner gik hårdt og direkte til angreb på fabrikken. Hurtigt sneg de sig frem til vagternes bygning og stak uden videre dikkedarer deres maskinpistoler gennem vinduet. En af vagterne sad og lagde kabale og rejste sig med hænder oppe. En anden sorg, men fik en brat opvågnen. Hurtigt var de 2 sabotører inde i vagt bygningen, og mens john blik tilbage med den ene af vagterne førte, finn den anden med sig over mod værkstedshal. Nu kalder du på din kammerat, og når han kommer siger du blot Der er telefon til dig, ikke et ord hverken mere eller mindre eller skyder jeg. Det gik som beregnet, den anden var kom ud, og inden han fik reageret var han dækket af finsk maskinpistol. Så førte han dem begge 2 med tilbage til vagtstuen. Her passede han på alle 3 vagter, mens john placerede bomben i værkstedshal. Så snart bomben var antændt, trak de 2 sabotører vagterne med sig og forlod fabrikken. Men udenfor blev john og finn enige om, at tilfældige forbipasserende skulle advares, så de ikke kom til skade, når bomben eksploderede og sten og tagrender formentlig faldt ned over gaden. Mens john efter aftale satte kursen mod finns hjem, blev finn stående på det nærmeste gadehjørne for at vente på eksplosionen og advare folk, der eventuelt kom forbi. Den 1 forbipasserende var en ældre mand. Pas på sagde 5 gå ikke den vej. Hvorfor det Der er lagt bomber, de springer om et øjeblik. Manden så undersøgende på film, der allerede begyndte at famle efter sit våben. Hvordan kan de vide, at Der er lagt bomber? Det ved jeg altså svarede 5. Manden tøvede. Så smilede han. Hvis de ved at Der er bomber derinde, så må de have haft noget med det at gøre. Og hvad så? Spurgte finn mast. Jeg mener, så må de egentlig have travlt med at komme væk, ikke stik de jo bare af, så skal jeg blive stående. Her har jeg advaret folk. Kort efter mødtes finn og john derhjemme. De havde stadig ikke hørt noget bombe brag. Er du sikker på at du har tændt de bomber rigtigt? Spurgte finn nervøst. Du kan jo gå tilbage og tænde dem, hvis du har lyst, svarede john med et grin. Og i det samme hørtes et tordnende brag. Der var lange perioder, hvor vi manglede våben. Det er sket at 7 8 mand er gået i aktion, skønt de tilsammen kun var i besiddelse af 2 gamle tromlerevolver som man ikke engang havde haft lejlighed til at prøve at skyde. Det er en overdrivelse for ikke at sige en direkte løgn, når Det er blevet hævdet, at vi blev forsynet rigeligt med de våben, der blev nedkastet fra England. Der gik mange måneder før de aktive sabotører i Holger danske stiftede bekendtskab med den velegnede stengulv og de amerikanske eller canadiske pistoler, som siden blev så almindelige. Vi måtte som regel selv skaffe os våben når og hvor der var en lejlighed. En dag på john og finn gået ind på restaurant frihedsstøtten for at hygge sig med en kop erstatningskaffe, og det undrede finn, at john absolut ville sidde ved et bord, hvor der i forvejen sad en tysk officer og læste i sit folkeaktier behøver. De 2 venner slog sig ned og talte om løst og fast, mens de drak deres kaffe. Pludselig opdagede finn, at tyskeren ved siden af dem sad så underligt stift og var helt grå i ansigtet. Han fulgte tyskerens blik og opdagede, at john sad med sin pistol fremme, mens han skjulte bag kaffekoppen, pegede på tyskeren, og Vi er slidt på tysk. Vækst i røre dem eller prøve på at gøre anskrig. Så skyder jeg med det samme. Tage deres pistol op af hylstret og række den så ubemærket som muligt til mig beskæftiget først. Hvis de gør en eneste troende bevægelse, er de en død mand. Pleje af skræk gjorde tyskeren, som der blev forlangt. John og finn rejste sig langsomt med alle nerver spændt. Finn havde knapt fået tygget færdig på sit wienerbrød og var endnu rystet over johns inspiration. John vendte sig mod tyskeren. Hvis de foretager dem noget, mens vi går ud, skyder jeg. Og så gik de 2 venner langsomt hen mod døren. Næppe var de udenfor på gaden, før de stak i løb som tog knægte, der har stjålet æbler i naboens have. Ingen i restauranten havde bemærket episoden. Da de endelig forpustede standsede på et gadehjørne. Sagde john med et smil. Vi må gå ind og betale for kaffe en af de nærmeste dage. Fjerde i 12. 43. Af en tysk officiel meddelelse. Som det allerede udtrykkeligt blev fremhævet i den officielle meddelelse af 22. November. Ved sabotører og lignende forbrydere fremtidige havde regnet med de hårdeste straffe. Der kan nu ikke længere bestå nogen uklarhed om, at den der skyder på medlemmer af den tyske værnemagt, bliver dømt til døden og henrettet. Der er endvidere ingen tvivl om, at den der ved sin deltagelse i sabotagehandlinger hjælper fjenden efter de krigslive, der gælder i hele verden, har forbrudt sit liv. Det var ikke let for nogen af os at tage det første skridt. Efter Det var der ikke nogen vej tilbage. Det var på den 1. Auktion. Man får alvor gjort op med sine pæne borgerlige hygge moral. Derefter kunne alt ske. Af og til kunne man gribe sig selv i at spekulere på, om dette arbejde ikke var særligt tiltrækkende for forbrydere natur og eventyr. Det skete naturligvis, at usødede karakterer at komme med i det illegale arbejde, men de gled hurtigt ud. Erfaringerne viste hurtigt, at forudsætningen for at være en god modstandsmand i høj grad var en god moral. Det illegale arbejde var funderet på sammenhold, gensidig tillid, selvkontrol og opofrelse til den yderste grænse. Man havde vendt ryggen til den konventionelle moral og måtte hver dag gøre op med sig selv om det man medvirkede til virkelig tjente det højeste formål at befri Danmark for det tyske tyranni. En dag i efteråret 1943 blev der afholdt et hemmeligt møde på et københavnsk Dagblad, hvor 2 journalister afleverede meget interessante oplysninger til finn og faldskærms manden lange Aksel. Ole geisler. Det var blevet fastslået af Norges plageånd. Nummer et ris kom især til at prøven. Ville gøre ophold i København på en gennemrejse fra Tyskland til Norge. Han ville opholde sig i hvert fald en nat på Palace hotel. Og der skulle være gode muligheder for at likvidere ham. Tag prøven var en højtstående terrorleder i glasset med tjekkoslovakiets heydrich. Lange Aksel medbragte til mødet den 1. Lydløse likvideringer pistol man havde set i Danmark. Den skulle holde premiere på at tage prøven og HD, så folk skulle klare opgaven, som allerede på forhånd synes at være forholdsvis let. Der var ingen vanskeligheder ved at foretage en rekognoscering på Palace hotel. Lange Aksel var nemlig selv under falsk navn, flyttede ind på hotellet og boede ikke ret langt fra det værelse hvor til at bruge. Men den næste dag ville rykke ind. Det viste sig, at man uden vanskeligheder kunne få det arrangeret, således at 2 af vore folk kunne overtage rollen som tjenere. I hvide Jacob kunne de komme til at servere maden for at tage prøven på hans værelse? De skulle så være udstyret med hver sin lydløse pistol og forskellige steder i hotellet ville der befinde sig bevæbnede dæknings folk, som ville beskytte dem under flugten fra hotellet efter likvideringen. Udenfor hotellet ville dog holde en politibil parat. Berettede skulle sidde en af vore folk, som straks skulle køre væk med blinkende lygter og udrykningshold. Politimanden var den 32 årige Holger hvidt søderberg, der i øvrigt få måneder senere mødte sin skæbne. Holger lidt sødere bær havde vi flere lejligheder været til stor hjælp fra HD folkene som chauffør og dæknings mænd. Han var tidligere løjtnant og en stor sportsmand rytter og flyver. Det var typisk for ham, at han handlede hurtigt og effektivt. Således fik han en dag at vide, at gestapo lå på lur i Korsør for at arrestere en modstandsmand, der ville ankomme med en af storebæltsfærgerne. I flyvende fart kørte vi i söderberg til Korsør og ved hjælp af sit politiskilt lykkedes det ham at komme ombord på færgen for tyskerne, således at den udsatte modstandsmand blev advaret, og i tide kunne gemme sig. I begyndelsen af 1944 blev Holger hvidt söderberg overrasket af gestapo i sin lejlighed i hougaards gade i en voldsom ildkamp blev han dræbt af gestapo folkene. Da alle forberedelserne til likvideringen er til prøven var klar. Satte man sig ned og drøftede konsekvenserne. Gang på gang fremhævede lange Aksel den vældige propaganda mæssige betydning af likvidationen. Nordmændene ville blive begejstrede. Men efterhånden begyndte HD folkene at stritte imod ikke af frygt for opgaven, men på grund af følgerne. Man havde set andre eksempler i det besatte Europa. Der kunne ventes voldsomme repressalier fra tyskerne i hvert fald henrettelse af en lang række modstandsfolk, som sad arresteret på det tidspunkt. Og hvad opnåede man rent praktisk ved at skyde til at bruge dem? Han ville blot blive afløst i Norge af en anden sadist. Dem havde tyskerne jo ingen mangel på. Jeg tager bøffen var kommet til København og fik sin middag serveret på værelset. På Palace hotel slap han levende fra det. Men han havde i virkeligheden været en hård spred for døden og kun få timer forinden, og aktionen blev aflyst. Der var i den tid planer og projekter så hemmelige, at vi selv nu mange år efter krigen ikke kender deres virkelige baggrund. I de fleste tilfælde var det faldskærmsfolk gene, der præsenterede disse projekter for os uden at fortælle nærmere om den virkelige baggrund. Det var jens Peter, der kom til os med planerne om befrielses forsøget fra Vestre fængsel. Det var i begyndelsen af 1944, og selvom planen virkede helt fantastisk, gik vi med til at prøve, ikke mindst fordi vi havde så stor tillid til den solide nøgterne. Jens Peter, vort første bekendtskab blandt faldskærmsfolk. Jens Peter samlede også en aften i en kælder under en møbelforretning, som en af Vores folk havde på Østerbro. Her mødte også leif Bruun petersens gruppe. Preben hagelin havde på det tidspunkt kommandoen over HD 4. Christian var på en af sine mange illegale rejser i Jylland. Planen var virkelig fantastisk. En VP skulle befries fra tysk fangenskab, og man havde allerede i det stille gjort et stort forarbejde. En gestapo mand var blevet bestukket med mange penge, og han havde oplyst, at denne vigtige person næste morgen ville forlade Vestre fængsel for at blive kørt til et forhør i dagmarhus. Transporten ville foregå med 2 biler. I den forreste ville befinde sig 3, 4 gestapo folk som ekstra bevogtning. Og i den bageste bil ville vor VIP befinde sig på bagsædet ved siden af en gestapo mand, mens der også ville være 2 tyskere på det forreste sæde. Vognen ville forlade Vestre fængsel præcis klokken 7 og dreje til højre for at køre over broen ved enghavevej. Det kan dog standse vognene i det de befandt sig på broen. Det hele skulle ske som et hurtigt ild overfald og for en gangs skyld ville jens Peter selv være med til aktionen, skønt England havde givet ham ordre til at undgå deltagelse i direkte aktioner, hvis det overhovedet var muligt. Jens Peter havde medbragt en enkelt stengaard. Det eneste automatiske våben, der kunne fremskaffes til aktionen. Ellers skulle vi klare aktionen med vore pistoler. Vil møde i kælderen med rollerne fordelt forklædt som cykelbuddet skulle jeg køre frem med en trehjulet cykel og fumle. Sådan lige det, at jeg kom på tværs af bilernes skole, og for et øjeblik får dem til at standse. På ladet af cyklen skure stengård ligge gemt under en sæk. I samme øjeblik skulle jeg trække den frem og affyre en salve ind i den forreste bil. De andre ville være fordelt på broen, og i det samme øjeblik skulle de springe frem. Nogen for at tage stopper folkene i den forreste bil fra siden andre for at koncentrere sig om den bil hvor fangen sad. Derefter skulle vi i en fart forsvinde i de tilstødende gader. En hel aften diskuterede vi planen, men der var ikke enighed og på et vist tidspunkt forsvandt gruppeføreren Preben og leif for at undersøge forholdene derude ved broen, som fører over enghave vejen s bane station. I mellemtiden prøvede vi at få tiden til at gå. Vi spillede bordtennis og snakkede, men i baghovedet stod det allerede klart, at hvis aktionen bare kiksede en lille smule, ville halvdelen af os ikke slippe levende fra det. På den anden side havde vi vænnet os til at se bort fra den risiko, der altid var i illegalt arbejde. Til sidst skiltes vi med en aftale om at mødes et sted i nærheden af enghave broen den næste morgen klokken 6.30. Det kneb med at sove den nat. En halv time før aktionen skulle finde sted. Næste morgen var vi alle samlede og tilsyneladende havde Preben og leif brugt det meste af natten til at diskutere sagen. For nu hvor de enige om at aktionen måtte afblæses. De ville ikke gå med til, at vi blindt skulle stole på den bestående gestapo mand. Hvis han havde røbet planen, ville vi alle sammen komme galt af sted. Jens Peter, accepteret og blankt beslutningen. Måske har han heller ikke selv følt sig overbevist om at forarbejdet til aktionen var grundigt nok. De andre forsvandt, og sammen med jens Peter blev jeg tilbage for at se om de 2 vogne virkelig ville forlade Vestre fængsel til den oplyste tid. Der kom ingen vogne ud fra Vestre fængsel. Derimod vrimlede gaderne med mystiske biler og mange civilklædte gæster på folk. Vi var blevet forrådt gestapo manden havde røbet planen, og vi ville være gået i en fælde. Femte i niende 43. Til vejledning og advarsel for den danske befolkning bekendtgør den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark følgende. Med dødsstraf eller hård frihedsstraf straffes i medfør at de der omfatte bestemmelser. Den der ved at huse eller ved anden understøttelse yder hjælp til spioner sabotører. Sengen knager, når jeg vender mig. Udenfor det måne skind og et blegt lys siver ind gennem vinduet. Jeg ligger med åbne øjne og lader blikket løbe over vægge og loft i det værelse, hvor Jeg har boet under falsk navn den sidste måneds tid. Tegneren Niels Sørensen ansat på en tegnestue inde i byen. For at gøre bedrageriet mere sikkert, har jeg fremskaffet nogle af mine gamle tegninger fra tiden på forberedelsesskolen til kunstakademiet. Men gang på gang har været inde sagt. Jeg håber altså ikke de er en af disse her sabotører, for så vil jeg ikke have dem boende. Jeg kan ikke lide den slags, og Jeg vil ikke rodes ind i noget. Månelyset filtreres af de tynde gardiner og laver mærkelige mønstre på loftet. Udenfor er der helt stille. Jeg ligger og tænker på far og mor som havde nogle ubehagelige dage, da tyskerne sad derhjemme og ventede på mig. Til sidst fik jeg givet besked. Nu ringer jeg engang imellem til far på hans kontor og siger, goddag, Det er Niels Sørensen. Og så får vi en lille sludder, der ligner en forretnings samtale, men i virkeligheden drejer sig om mor og ham om ham. Men vi ses aldrig. Det kan jo være, at tyskerne skygger ham. Disse nætter alene i mørket er de værste, så kommer angsten som en skiftevis kold og varm strøm gennem kroppen. Eller som en mærkelig krøllet fornemmelse i maven. Hvor længe kan jeg blive ved? Måske er de allerede på sporet af mig og en nat som denne omringes huset, mens jeg ligger og sover. Ude på gaden kommer en bil kørende. Jeg lytter automatisk og musklerne spændes. Den sagtner farten. Den standser nej. Den kører videre støjen fra motoren for 200 så igennem gaden. Lydene forstærkes af mørket. Man bliver overfølsom. Ved den suser i skorstenen og træværket knager, når huset afkøles i nattetimerne. Det sker, at tapetet springer fra i små knald, som for nerverne til at krympe et sekund. Det er dagligdags lyde, som ellers ikke trænger ind i bevidstheden. Men nu skærer de natten i småstumper og holder søvnen borte. Jeg føler mig som en lille dreng og længes efter far og mor. For en enkelt gangs skyld kunne jeg stå op og læse det igennem gaderne hjem. De bruger kun 10 minutters gang bort. Nogle timers varme og afslapning hos de 2. Det ville være dejligt. Lyden af en bil, den standser. Hurtigt er ude af sengen og henne ved vinduet. Et stykke nede ad gaden holder en bil, og nogle mennesker stiger ud. Åh ja, Der er 2 kvinder imellem der snakkes højt og en dør smækker og bilen kører videre. Så går de hen i en opgang og forsvinder. Jeg står lidt og kigger. Gaden er ellers mennesketom. Endnu engang gennemgår jeg i tankerne min flugtvej, som jeg omhyggeligt har regnet ud, når jeg var ude i køkkenet for at lave lidt te. Her fra værelset hurtigt ud i køkkenet ind i spisekammeret. Det er der et lille vindue, som vender ud til gården. Fra vinduet kan jeg springe ned på nogle skarn kasser og så er der kun 2 skridt hen til et plankeværk. På den anden side er der små haver og masser af smutveje. Jeg står med bare fødder på det kolde gulv og kommer til at fryse angsten har fået musklerne i ryggen til at krampe. Det smerter lidt da jeg går tilbage mod sengen. Ved det lille bord standser jeg for der ligger pistolen. Månelyset spillere i metallet, og jeg tager uvilkårlig pistolen med hen til sengen, hvor jeg sætter mig på kanten og falder i tanker. Leif Bruun Petersen skal jo have fri i sidste uge. De ringede på døren, og han skyndte sig at kravle ud af et vindue mod gården. Derude kom tyskerne fårene, og leif skød med det samme. De faldt begge 2. Så løb han videre ud gennem gården og slap væk. Gad vide hvordan det føles at blive ramt? En af de andre fik et skud i armen forleden under en aktion. Det var som at få et slag med en stor stok, fortalte han. Først mærker man ingenting og stirrede dumt på et lille rundt hul over blodet pibler frem. Et stykke senere kommer smerten. Jeg gyser af kugler og skubber mig ind under dynen, men jeg beholder pistolen i hånden og ligger, studerer den i det svage lys fra vinde. Uvilkårligt lader jeg en finger løbe med rillerne i metallet og gnider med en fingerspids på mønstret i skæftet. Så vejer jeg pistolen i hånden og lægger en let finger på aftrækkeren. Det virker beroligende. Dagen og dens aktivitet kommer ligesom tilbage og får blodet til at rulle varmere i kroppen. Pludselig føler jeg mig søvnig og slap og stikker pistolen ind under hovedpuden, mens jeg skubber mig ned i sengevarmer. Jeg kan mærke pistolen, som er en hård forhøjning under hovedpuden med min kind. Den ligger der og giver mig mod. En kammerat i mørket. Fjerde i 12. 42 uddrag af lår nummer 489. Statsvirksomheder, kommunale anlæg og private erhvervsvirksomheder, hvis uforstyrrede produktion eller drift. Det må anses for samfunds vigtigt at opretholde, eller hvis varebeholdninger er væsentlige forsyningsmæssige betydning af pligtige til efter politiets pålæg og i overensstemmelse med dettes anvisninger. At træffe sikkerhedsforanstaltninger mod ildsvåde og liv og til afværgelse af skadevoldende handlinger mod virksomheden eller anlægger herunder navnlig at etablere bevogtning og lignende beskyttelse inden for virksomhedens område. Blyant, den er meget glemt. Bomberne vilde springe i løbet af få minutter. De andre havde kommanderet arbejdere og funktionærer væk fra fabrikkens område, mens jeg var tilbage i bygningen alene med en af sabotager vagterne for at lede efter nogle våben. Han var en ældre mand, lille og tætbygget med brede arbejds svante hænder. Og han var næsten overstrømmende villig til samarbejde. Der ligger nogle våben derhenne. Han løb ivrigt derhen og trak en skrivebordsskuffe ud, men inden han fik hånden ned i skuffen, pegede jeg med pistolen og råbte væk fra den skuffe. Jeg skal nok selv. Han sprang forskrækket tilbage, og derefter så han på mig med et såret blik, fordi jeg ikke troede på hans gode vilje. I skuffen lå der 3 gamle revolvere og jeg følte et stik af skuffelse. Vi havde haft god brug for 3 automatiske pistoler. De 2 er våbnene, hvor gamle er Marine revolvere endnu med det øje i skæftet, hvor marinesoldaterne havde anbragt deres fangst nord. Men det tredje våben var en fornægtet amerikansk SW 38 med 1 5 skuds tromle magasin et kort løbet brutalt våben at se på. Den beholdt jeg selv. I skæftet var der skåret et mærke, som ifølge erfarne folk betød, at min revolver allerede havde et menneskeliv på samvittigheden. Senere prøveskud jeg revolveren i skovene ved bredden ved hvor jeg havde en god ven, der var skovfoged. Den fungerede perfekt og havde stor træfsikkerhed. Men alligevel prøvede jeg en overgang og bytte den med en automatisk pistol. Flammen tog min hest dobbelt w 38 i hånden. Den skulle du være glad for, men den undgår du klemmer og den slags uheld. Så jeg beholdt den og fik efterhånden en vis øvelse i at spænde hanen med tommelfingeren. I begyndelsen skulle man være heldig for at have sin egen pistol og endnu mere heldig for at have flere end de 8 patroner, der normalt hører til et fyldt magasin. Fra skuffer og gemmer dukkede. Der er våben op, som ikke havde været efterset eller smurt i årevis rustende og usikre skydevåben, der meget vel kunne eksplodere i hånden første gang man trykkede på aftrækkeren. Som regel var der slet ikke lejlighed til at prøve at skyde et våben. Det skete, at man gik med en pistol i månedsvis uden at få konstateret om den virkelig kunne skyde. Kammerater med dramatisk sans fik fremstillet skulder hylstre med remme, der snoede sig bagom ryggen og spændtes om den modsatte skulder. Men dette var upraktisk. Det kunne ske at man kom ind i en tysk razzia, og selvom man på en eller anden måde fik stukket pistolen til side, ville man uvægerligt blive afsløret af skulder hylstret. I øvrigt var det jo en god regel aldrig at bære skydevåben på sig, medmindre Det var afgørende nødvendigt. Og så gjaldt det om at bære sine våben, så de ikke kunne ses. Men det kunne knibe, når man i begyndelsen fik udleveret en af de gamle 1900 tiere, som var smuglet ud fra kasernerne omkring den 29. August. Selvom 1900 tieren var en god pistol, så havde den en størrelse som en mindre maskinpistol. Bag et langt løb sad et vældigt magasin og kolben var så stor og tyk er der opstået en stor afslørende bule på jakken, når man bar den i inderlommen, som vi plejede. Er det blasfemisk at påstå, at en pistol kan være smuk. En af de bedste pistoler vi kendte, var den belgiske FN populært kaldet frøken Nielsen. Det var praktisk, når man bliver ringet op i telefonen for at blive kaldt ud til en aktion. Der måtte altid tales i kodesprog i telefonen, fordi den måske bliver aflyttet. Kom klokken 9 og tage frygten Nielsen med. Man følte sig effektiv og på højde med situationen, når man havde en FN. Den balancerede let og præcist i hånden, og den gled ned i en lomme så let og præcist som en fyldepen. Den tyske Walter 7. 65, hvor også et øllet våben, som i langt de fleste tilfælde fandt vej til hd, fordi en eller anden havde taget den fra en tysk officer. Det var på våbnene. Vi mærkede, at krigen skred frem, og at forbindelsen til englænderne blev konsolideret. Ikke alene bliver sprængstoffet trotyl møjsommelig stjålet eller købt fra danske lærere afløst af 8, 0, 8 eller plastik. Men nu dukkede også nye pistoler op. Kraftige engelske og amerikanske arm pistoler, der var canadieren en 9 millimeter pistol med udvendig hane, og der var den amerikanske elver populært kaldet elefant bossen, fordi den skød med stort kaliber og et ordentligt knald. Vi fik US karabiner kort løbede våben med magasin til automatisk ledning, og den gjorde det. Stengården dukkede op. En maskinpistol, som på få sekunder på skilles ad, så den nærmest lignede en samling fredeligt blikkenslager værktøj. En dag præsenterede flammen også for den lydløse pistol cykelpumpen, som den senere kaldtes et mærkeligt tykt sort rør med et ganske lille skifte. Den skød med et svagt blop, og der var noget uhyggeligt videnskabeligt og specialiseret over den som bedre end noget andet fortalte, at man fra allieredes side. For alvor satte ind på at aktivere den underjordiske kamp i Europa. Det er slet ikke så let at skyde med en pistol. For at være en god skytte bør man faktisk vedligeholde en daglig skydeøvelse, og det havde vi hverken ammunition, mulighed eller tid til. Med nogle få har et medfødt talent for at skyde, og det gjaldt blandt andet flamme. Der er kun en eneste gang. Hvor vil jeg blive den lille i en regulær ildkamp. En dag kom han humpende ved en stok til vort faste mødesteder, og han indrømmede kun modvilligt, at han havde trukket sig tilbage fra en ildkamp med en gestapo mand. Det var flammens opgave at likvidere manden, men det viste sig, at han var en af gestapos bedste pistol skytter. Mellem de 2 udviklede sig nu i det indre København en rasende duel, der endte med, at begge hårdt sårede måtte fortrække til hver sin side. John var også en fremragende pistol skytte. Under vore kontakt møder hørte vi mange historier om hans evne til at ramme plet i afgørende situationer. Det skete for eksempel under en aktion med HD 2, hvor gruppen skulle angribe en fabrik. Den 1 forhindring var 2 sabotager vagter som opholdt sig i et rum på første sal oven over porten. Jørgen kieler blev iklædt en 12 uniform og henvendte sig ved porten. På første sal blev et vindue lukket op, og en af vagterne viste sig. Der er blevet klaget over deres mørkelægning, sagde Jørgen i en officiel tone. Jeg må anmode om at komme indenfor og kigge på forholdene. Vagten stirrede et øjeblik på jorden, så trak han pludselig en pistol frem og pegede på ham. Jeg er ikke helt sikker på at du er rigtig nok, sagde vagten. Nu bliver du stående der med hænderne i vejret, mens jeg ringer til politistationen og spørger, om Det er dem, der har sendt dig. Mens den ene vagt holdt en pistol og en lommelygte rettet mod Jørgen, begyndte den anden at telefonere til det nærmeste politistation. Situationen var vanskelig. Der dukkede john pludselig ud af mørket bag jorden, og med et skud flåede han både lygter og pistol ud af hænderne på vagten. I det samme flygtede Jørgen tilbage i mørket, mens den anden bagt skød efter dem. Det var for øvrigt ved denne aktion af johns duun udfoldede sig på typisk vis. De 2 sabotager vagter 2 straks efter deres afsked. De fandt arbejdet for farligt, fordi der blev skudt på dem. I stedet ville fabrikkens ejer have en bevogtning af schalburg folk. Så nu gjaldt det for HD 2 om at få gennemført en ny aktion hurtigst muligt. Allerede dagen efter opsøgte john ejeren af fabrikken og udgav sig for at være journalist fra BT. Direktøren udtalte sig villigt i et interview og sluttede med at sige, at sabotørerne ikke havde været særligt kvikke. Hvis de havde benyttet en bestemt bagvej, kunne de have overrasket sabotager vagterne. Jeg endda have sprængt fabrikken i luften uden at vagterne havde opdaget noget før de hørte braget. Men disse oplysninger var naturligvis kun til redaktørens private orientering. Næste aften gennemførte HD 2 aktionen på den måde, som direktøren havde anbefalet, og fabrikken blev jævnet med jorden. John kunne ikke lade være med at ringe til direktøren den næste dag. Jeg glemte at fortælle, sagde john til direktøren, at Jeg er sabotør i min fritid. Den rigsbefuldmægtigede doktor best til den danske presses repræsentanter den 24. I fjerde 44. Gidsler som garanti for at der ikke sker yderligere forbrydelser, tages ikke ud af befolkningen, men ud af de forbryderiske kredse. Selv den tyske udøvende magt har steret et stort antal elementer fra underjordiske kredse, der venter på deres dom. Over 100 sabotører og voldsforbrydere har dødsdom i vente. Ofte stod man på en gade og ventede. Man følte lige i lommen på pistolens kolde metal og tænkte om et øjeblik, at dette hverdagsagtige billede måske forvandlet til en kampplads, hvor pistol skuddene knalder og mennesker mister livet. Det var en ejendommelig dobbelt stemning. Cyklister kørte forbi strømme, min mor kom med sine barnevognen på fortovet. En sporvogn standsede ved et stoppested, og folk steg på, inden den med et hæst klokke glimt kørte videre og førte sine passagerer uden for den usynlige farezone. Man fulgte kammeraterne, Der er så stilfærdigt som muligt, bragte sig i stilling og ventet. Og når det så skete og uskyldige forbipasserende flygtede i rædsel, følte man en mærkelig tilfredshed over at have splittet deres hverdagsagtige gadebillede. Selvfølgelig måtte livet leves uden om den illegale kamp, men alligevel virkede det som om man var håbløst ensom i et apatisk bandefolk. Og Det var irriterende at se dansere restauranter og biografer fyldes hver aften og se danskere og tyske soldater blande sig i offentlige forlystelser. Sådan var tankerne, men de var naturligvis forkerte. Det er dels fordi et samfund et besat samfund ikke kan holdes i krigstilstand hver dag, og dels fordi netop denne tilsyneladende rolige hverdag gav os en fortrinlig dækning til illegalt arbejde. Der var stort besøg i biograferne til de tyske film, som næsten var alene på markedet. Vi prøvede at genere biografer med tyske film ved at smide stinkbomber ind i lokalerne, men opfinderne i vore egne rækker var kun amatører. Disse stinkbomber efterlod blot en svag ram lugt i lokalerne. Ofte bliver de knap bemærkede. Det skete også, at Vores folk midt under en forestilling steppede i operatørrummet, hvor de med deres pistoler tvang operatørerne til at udlevere filmens rulle nummer 5 eller 6. Det vil sige, at en væsentlig midterparti filmen kom til at mangle, og det havde jo en vis virkning på folks glæde over de tyske film. De illegale blade gjorde også deres indsats på dette område, efterhånden som bladenes teknik forbedres, fordi man lånte maskiner ind i nazistiske trykkerier, blev det muligt at bringe billeder. Hemmeligt fotograferet, men publikum, der forlod en forestilling med tyske film, og få dage senere kunne vi alle sammen se billeder i det illegale blade af folk, Der er indirekte støttede tyskerne ved at gå i biografen og se deres film. Det kan være at jeg var særlig følsom på dette punkt, men jeg havde længe gået og spekuleret på en form, der ligesom kunne give mere klare linjer. Omsider nåede jeg frem til en plan, der blev forelagt ved et møde i Holger danske i april 1944. Planen gik ud på at trænge ind i en række københavnske biografer og tvinge operatørerne til at spille en grammofonplade med en illegal tekst fra modstandsbevægelsen og samtidig vise et billede på lærredet, der ville fortælle noget ubehageligt om tyskerne. Jeg blev ret overrasket over den betydning, man tillagde denne plan, der åbenbart hurtigt noget helt oppe i frihedsrådet og blev vedtaget med et garn. Derefter kom Anker Olesen fra et af frihedsrådets underudvalg med en tekst, som skulle indtages. Og fra anden side udvalgte man en karikatur af Hitler, der ses mellem 2 døre, de 2 fronter i øst og vest. Og midt på hitlers næse sad en bi, der skulle repræsentere den europæiske underjordiske bevægelse. I grunden en meget sigende karikatur, som samtidig ville fortælle lidt om vor egen situation, hvor på tegningen kunne Hitler ikke rigtig gøre noget ved bilen på næsen, fordi han havde travlt med at holde de 2 døre lukkede. På dagbladet Politiken fik jeg fremstillet lysbilleder med karikaturen af Hitler og hos en forbindelse på Frederiksberg. Phillip voss indspilles en snes lakplader med en flammende tale, som blev indtalt af Daniel jørn danser, fordi han havde en klar og pæn stemme. Derefter fulgte en lang rekognoscering omkring de københavnske biografer. Til sidst udvalgte vi 12 biografer, hvor det uden alt for stort besvær ville være muligt at trænge ind i operatørrummet. Om aftenen den 24. April 1944 på slaget 9 gik det løs. Samtidig trængte hvor folk ind i de 12 biografer holdt operatørerne op lagde grammofonpladen på og satte lysbilledet i apparatet. På forhånd havde en af vore folk som operatør undervist dem i dette arbejde. Vi bryder os ikke om at finde lidt indstillede operatører med vilje skulle tabe lysbilledet eller grammofonpladen på gulvet. Da alt kører det forlod man biograferne og låsede døren til operatørrummet, således at ingen kunne stoppe forestillingen. Operatørerne blev tvunget med et stykke ned ad gaden, og efter en passende tid fik de atter udleveret nøglerne. Både lysbilleder og grammofonplader faldt således i tyskernes hænder, men røbede en det om deres ophavsmænd. Og i biograferne blev denne forestilling modtaget med jubel. Vi hører det senere, at man mange steder spontant havde afsluttet denne demonstration med at synge en fædrelandssang. Via teksten på pladen fik vi blandt andet fortalt folk, at sabotørerne ikke havde noget at gøre med ødelæggelsen af mange populære bygninger, som i denne tid blev sprængt i luften af schalburgkorpset som en hævn for Vores rapportager. Desuden fik vi opfordret folk til at tie det hele med deres eventuelle viden om modstandsbevægelsens arbejde. På den tid skete det ofte er løs snak mellem folk førte de tyske stikkere på sporet af en sabotør sædrester eller navn. Man kan starte på var rasende. Fra England udnyttes dette propaganda nummer på alle måder, og historien vandrede den allierede presse rundt, så vi var lidt stolte af os selv. Indtil vi hørte om tyskernes rasende reaktion. De udlovede dødsstraf til alle, der på den ene eller anden måde havde medvirket i biograf auktionen, og officielt udsendtes den 25. April følgende meddelelse. Da gangsterne i udenlandsk sund, som forsøger at forstyrre det offentlige liv i Danmark i den sidste tid, men også har gjort biograferne til skueplads for deres voldshandlinger. Er det blevet forordnet, at alle biografteater indtil videre skal holdes lukket? Så vidt jeg husker meget af denne tvungne lukning af biograferne i godt 2 måneder, og spørgsmålet er jo nok, om vi alligevel blev så populære på den historie. Daniel, der havde indtalt teksten på pladen, fik ofte kærligheden at føle. Kort tid efter blev han arresteret af tyskerne i forbindelse med noget illegalt arbejde, men snart genkendte de stemmen, og Det var svært for dagen eller nægte, da de er på dagmarhus kunne spille grammofonpladen for ham. Tyskerne gjorde nu alt for at få dagene til at røbe sine kammerater fra biograf auktionen, men det lykkedes ikke, skønt han blev udsat for den groveste tortur, og en overgang blev banket bevidstløs flere gange om dagen. Tyskerne gjorde sig ovenikøbet den umage og trækker ham med ned i sjelle husets kælder stil. En gruppe soldater med geværer op. Giv ham bind for øjnene og fortælle ham, at nu skulle han skydes, fordi han ikke ville sige noget. Daniel lod sig ikke gå. Som flere andre modstandsfolk, slap han for en dødsstraf, fordi folkestrejken kort efter, satte alt på den anden ende. Og dagen sluttede krigen i koncentrationslejren porta den lejr, hvor 45% af de danske fanger døde af sult og overanstrengelse. Men Daniel vendte tilbage. De laver dele til v 2 bomben. Det var en velkendt replik i de dage, når en fabrik skulle ødelægges. Man forstod, at Det var vigtigt. Meget vigtigt. V 2 bomben var et uhyggeligt og effektivt våben, som de allierede ikke kunne stoppe. Tyskerne havde alt for megen glæde af denne flyvende bombe. Fabrikken var ikke særlig imponerende at se på en toetagers bygning i et af Københavns forstadskvarterer. Den lå på en stor plads og var omgivet af et højt plankeværk. I nærheden lå en 6 etages boligkarreer. Det gjorde sagen vanskeligere. Det måtte være en beregnet eksplosion, som ikke ramte uskyldige mennesker. Og så var der sabotage, magter, lyskaster og alarm apparater. Preben hagelin havde undersøgt forholdene nogle dage forinden. Det var lykkedes ham at få fat i en ordre blok fra et kendt bogforlag, og nu spillede han rollen som sælger af et stort leksikon værk. Det lykkedes ham at tale med arbejderne i den nederste etage, hvor der stod en række store maskiner, som fremstillede skinnende små metaldele. Men hvad der fandtes på første sal anede vi ikke noget om. Det var heroppe og sabotager vagterne opholdt sig. Ved et møde IHD 4 besluttede vi at tage fabrikken ved syvtiden om aftenen, en time, først hver tid. Per erik skulle være angrebshold kaj bar på bomben, som Preben skulle monterer, mens edward klippede telefonledningen over og vi andre fungerede som dækning og fulgte i hælene på per og erik. Det første der skulle gøres var at klippe telefonledningen over, så vagterne ikke kunne alarmere tyskerne. Jeg skulle give edvard til et blink med en lommelygte. Når per og erik var over plankeværket og i nærheden af fabrikken. Per erik var på vej over plankeværket, da der pludselig skete noget. Projektørerne på taget af fabrikken blev tændt og sendte et skarpt hvidt lys ned over omgivelserne, mens nogle alarmklokker satte i med en infernalsk kimen. Folk på gaden i stand tid i klynkere stirrede mod fabrikken, hvor der i øvrigt ikke var tegn på liv. Erik og per kom hurtigt ned fra plankeværket, og vi gik over i en bort til de andre. Edward kom hurtigt til, og det opklares at han havde set et blink fra en lygte, men Det var ikke min. Måske havde det været en tilfældigt forbipasserende, der havde brugt en lygte i den mørkelagte gade, men nu var det hele ødelagt. Per og erik vi kan ikke tage turen en gang til. Nu er vagterne allerede sagde per de ligger inde bag vinduerne og venter på os. Det bliver ikke til at komme over den plads, så længe den er helt oplyst af projektørerne. Og de alarmklokker skal nok snart tilkalde enten Politi eller gestapo. Nej vi afblæser, sagde Preben. Vi ses i morgen. De andre gik, men Preben og jeg blev stående for at se hvad der skete. Inden kaj gik bad Preben om bomben. Den stod han nu med under armen. Kort tid efter kom en politiudrykning kun nogle få sensationslystne tilskuere var blevet tilbage i gaden. Politifolkene gik lidt omkring plankeværket, men det gjorde ikke noget forsøg på at komme ind. Vi fulgte dem på afstand. Kort efter kørte det igen. Efterhånden spredtes også klyngen af nysgerrige. Gaden var næsten tom. Vi stod bare stille og sagde ikke noget, men tankerne arbejdede hos os begge. Hvis nu. Der kom en politibetjent kørende gennem gaden på sin cykel alarmklokkerne kimede stadig og lyset flammede derinde. Betjenten standsede og stillede sig op for at kigge. Pludselig gik Preben over gaden til ham og jeg fulgte efter. Preben bar stadig bomben i en brun pakke under armen. Hvad der skete? Spurgte betjenten. Det ved jeg ikke, sagde Preben. Det har været Sådan længe. Der er nok sket en kortslutning i deres alarm apparater. Nå så jeg betjenten. Måske er der sabotører derinde. Det er nok muligt betjenten begyndte at trække med cyklen. De må nok hellere gå ind og se hvad Der er galt. Preben blev ved, Det er et infernalsk spektakel. Jeg er færdig med tjenesten, sagde betjenten var enten jeg skal hjem. Jamen, Der er måske noget galt, sagde Preben. Betjenten så pludselig skarpt på ham og mig. Hvem er de? Preben smilede elskværdigt. Jeg bor lige herhenne. Jeg mener hvis Vi skal høre på det spektakel hende af den, kan vi ikke få det standset. De kan jo bare. Jeg skal ikke blandes ind i noget. Der var kommet noget uroligt i betjentens øjne hans. Det er hastigt på sin cykel og kørte væk. Vi stod lidt og så efter ham. Preben bandede sagte. Hvis vi havde fået ham til at gå ind først, så kunne det måske være lavet. De havde ikke skudt, hvis de havde set hans uniform. Når han så var kommet ind, kunne vi have holdt dem alle sammen op og lagt bomben. Nå, vi ses i morgen. Og det gjorde vi. Midt i frokostpausen gik vi ganske roligt ind på fabrikken. Porten stod åben og vi spadserede ind 2 og 2. Ingen standsede mig da jeg gik ind i fabrikken og fortsatte oppe på første sal. Der var forbløffende mange mennesker. Han var både værksted og kontorer. Jeg måtte råbe højt og vise min pistol i løftede arm for at fange opmærksomheden, men så skete der også noget. Ophidsede kontordamer skreg højt og styrtede væk. Brugt efter at komme edvard grinende op ad trappen. En af arbejderne kom ned og spurgte, om vi ikke kunne berolige dig. De er bange for, at du ville skyde dem alle sammen. I den underste etage. Jeg havde Preben håndteret bomberne, og kort efter forlod vi bygningen, som nu var tom for mennesker. Hver for sig sivede bort. Jeg kørte på min cykel bag om fabrikken og opdagede pludselig at 3 arbejdere sad og nød deres frokost i efterårssolen. Lige ned mod fabriks muren. De havde intet bemærket. Men råbet bomber fik dem til at løbe. Det var næppe nogen overraskelse, at fabrikken før eller siden ville blive saboteret. Da eksplosionen kom blev alle vinduer knust i beboelsesejendommen 50 meter borte, men ellers gik det kun ud over fabrikken. Det skete, at vi var ude aftenen efter aftenen i længere tid. Ofte måtte der handles med kort varsel og meget blev til rutinearbejde. Vi havde planer liggende løst udformede til udførelse, når der bliver tid og lejlighed. Det var for eksempel tilfældet med våbnene på central postkontoret i titlens gade. Her boede den tyske post censur og sikre oplysninger havde fortalt, at der i censurens kontorer fandtes en række våben, som oven i købet var ubevogtede om natten, når sensorerne gik hjem til deres kvarterer for at sove. Den 27. Januar sagde en eller anden. Lad os få ordnet den, sackit den skade. Vi havde god brug for våben, og efter alt at dømme var der slet ingen vagter eller risiko ved foretagendet. En forbindelse på selve central postkontoret havde oven i købet tegnet en udmærket skitse af, hvorledes vi kunne komme ind og hurtigt finde frem til den tyske censur kontor. Om aftenen gik vi til aktion 5 mand. Efter skitsen var det ikke vanskeligt at finde rundt i den store bygning, og ingen standsede os på trapper og gange vrimlede det med travle postfolk, men ingen interesserede sig tilsyneladende for de 5 unge mennesker, der gik ind i bygningen. Til sidst stod vi foran en dør, som efter planen skulle føre ind til tyskernes afdeling, men vi havde glemt enhver form for værktøj, og døren var solidt låst. Sjuskeri kan være en meget farlig ting i illegalt arbejde. Vi stod 5 mænd samlede på en trappeafsats og stadig blev vi baseret af funktionærer fra postvæsenet. På et eller andet tidspunkt kunne vi risikere at nærgående spørgsmål. Heldigvis har der været en glasrude i døren. Den var åbenbart blevet ødelagt, og i stedet havde man sømmet en krydsfinerplade over åbningen. Mogens Ibsen gik i gang med sin lommekniv. Men det tager tid at trække søm ud med en spinkel lommekniv. Ventetiden forekom uendelig. Vi var ved at opgive det hele. Men endelig lykkedes det Mogens vægt pladen af, og en hånd blev stukket ind, så vi fik døren op. Hurtigt var vi inde og lukkede efter os. Vi stod i en lang øde gang vi var i post kontorets tyske afdeling. Pistolen er kommet frem. Vi kunne ikke føle os sikre på, at der ingen tyskere fandtes på kontorerne. En hurtig undersøgelse, ingen lys, ingen tysker. Forskellige døre og prøves alle er låst. Vi bryder ind i et tilfældigt sted og er heldige. Dette må være kontorerne, hvor våbnene findes. Mørklægningsgardinerne trækkes for, og vi tænder lyset. Det mærkeligt at befinde sig på tyske kontorer, der hænger kasketter og uniformsjakke på nogle knager. På bordene papirer med den tyske riskorn. Et par mand går i gang med at gennemrode papirerne. Andre leder efter våbnene. Vi finder nogle pistoler i Skive på at skufferne og tager dem til os. Geværerne findes i et aflåst skab af tynde stålplader. Det buldrer voldsomt, hver gang vi rører ved det. Per sonne står på vagt ude i gangen. Han stikker flere gange i hovedet ind ad døren. Kunne i tænke jer at lave lidt mindre støj. Man kan høre det ordentligt i bygningen. Men Det er ikke så let, bare man sætter en finger på skabet, giver det nogle hule drøn fra sig. Og Vi har jo glemt brækjern. Den stærke edvard må klare sagen med stangen fra en standerlampe, som vi brutalt brækker i stykker. Det med standerlampen, der brækkes i stykker. Tænder en gnist i os. Et par af os går i gang med en større omgang hærværk. Vi tager billeder af Hitler og göring ned fra væggene og tramper på dem. Ødelæggelses lysten er ved at løbe af med os, da edward fra skabet op og 12 kraftige karabiner samt nogle pistoler vælter ud. Vi har medbragt 2 store sække og en lang tøjsnor. Hurtigt samles kabinerne på gulvet og en sæk trækkes over dem fra hver ende og det hele. En snorres i tøjsnoren. Det er blevet en stor og uhåndterlig pakke, men 2 mænd han går op i den. Det er mig der leder aktionen, så jeg går forrest med hånden knude om den skudklare pistol i frakkelommen. I den anden lomme holder jeg om en af de pistoler, Vi har fundet. Det går fint. Et sted møder vi nogle af de danske postfolk. De kigger lidt forbavset på de 5 mænd som slæber en stor pakke med sig, men de skynder sig ellers forbi. Så er jeg ude gennem en tofløjet dør kommer jeg ud på en trappe og står pludselig på hjørnet af tietgensgade og bernstorffsgade lige ved et sporvognsstoppested. Det er tidligt på året og en isnende vind fra omkring hjørnet. Det driver i min hat, der pludselig lettere. Det næste sker i tiendedel af et sekunder. Jeg har begge hænderne i lommerne på min gamle cotton coat, og i hver hånd har jeg en pistol. Men Der er næsten ingen for i lommerne. Det er længe siden en kærlig kvinde hånd har i efterset mit tøj. Jeg kan ikke få en hånd fri og holde på hatten. I så fald ville jeg tabe en af pistolerne gennem hullet i lommen. Det er mørkt. Ingen vil se at jeg holder en pistol i hånden. Jeg tog hurtigt til højre hånd med den skudklare pistol op af frakkelommen for at holde på hatten. Men midt i bevægelsen standses jeg en hånd kommer ud af mørket og griber mig i armen. Det er så overraskende, at jeg taber pistolen, den flyver ud i luften og havner i stenbroen, hvor den går af med et brag. Jeg ser hans samling ventende passagerer ved sporvogns stoppested hopper af forskrækkelse og Jeg kan høre projektilet hvislede ud over hovedbanegårdens terræn. Et halvt sekund her lammet. Så hører jeg christians blide stemme. Man må komme ikke gå og smide sin pistol på fortovet. Og foran mig bøjer han sig ned, samler pistolen op, rækker den til mig og smiler gennem mørket. Er det dig? Hvad laver du her? Spørger jeg. Jeg kom hjem fra Jylland og fik jeg at vide at i var her og så ville jeg se hvordan det gik. I det samme fanges vi ind af 2 skarpe lysstråler væk. Vi skal Christian. Jeg går hurtigt nogle skridt væk ud af lyset. Det er 2 politibetjente der kommer gående over tietgensgade og stadig holder Christian fangede lyset. Der samler sig hurtigt en klynge omkring Christian og betjentene. Jeg går forsigtigt nærmere parat til alle eventualiteter. Der diskuteres i øvrigt i klyngen, og Christian er den 1. Til at fortælle, at Det er vist var et skud, og han så nogle fyre der løb væk i retning mod Vesterbro. Andre blander sig i diskussionen. Jeg opdager, at sækken med våbnene ligger oppe mod posthusets mur. Under diskussionen står flere af de nysgerrige klyngen og træder på sengene. De andre kan ikke se de må stadig være derinde bag døren. Må jeg foreslå noget? Det er Christian stemme. Skulle vi ikke gå om på den anden side af hjørnet? Det blæser så frygteligt her, og Jeg er lidt forkølet. Det lykkedes ham at få både betjentene og hele klyngen af nysgerrige trukket om i Vestergade, der diskuterer de videre 4 5 meter fra hushjørnet. Mogens stikker hovedet ud af døren. Hvad er der sket med i? Siger han. Det er ikke så slemt, men i skal snakke andet hold jer parat jeg får en taxa herover og med et lille øjeblik. Hurtigt løber jeg over på det modsatte hjørne, hvor Der er en taxaholdeplads uden vanskelighed for chaufføren dirigeret over foran posthuset og stiger ud. De andre kommer hurtigt frem på døren og 2 mand tager fat i sækken ved husmoren og løfter. Men desværre er det ikke de samme, der bare er pakken ned ad trappen. Pludselig glider sækkene fra hinanden og med en skræk ind i anne raslen spredes de 12 tyske karabiner ud på fortovet. Vi står og sekunder og kigger på hinanden. Nu er det snart for morsomt. En forbipasserende skriver over kabinerne og går videre, mens han forundret ser sig tilbage. Bruge dem ind i en fart, siger jeg og sætter mig ind ved siden af taxachaufføren. Jeg viser ham min pistol. Lad være med at være dum. Gør som jeg siger. Han nikker og synes at blive plejer at. Jeg skæver bagud og ser de andre lempe kabinerne ind i vognen et øjeblik efterfølger de selv efter. Men, lad os komme afsted, siger edward anstrengt. Det er helt åndssvagt, griner en af de andre. Jeg vifter med pistolen. Taxachaufføren sætter i gang. Da vi kører, kan jeg se Christian sammen med betjentene i en klynge af nysgerrig. De står stadig på den anden side af hjørnet og diskuterer. Vi kører ned til havnen, hvor kabinerne skal anbringes på et lager. Vi standser et par gader derfra Det er buldrende mørkt. De andre tager nogle karabiner hver og stiger ud af vognen med dem hængende over skulderen. Nu er vi parate til lidt af hvert. Jeg betaler taxichaufførerne og fortæller ham, at hvis han nogensinde mægler et ord om dette til nogen, så kan det godt koste ham livet. Vi har taget et nummeret på hans taxa. Han mumler og accepterende og næppe at Jeg er ude af vognen, før han forsvinder i en mægtig fart. Her ved havnen er det meget mørkt. Vi går ganske roligt med kabinerne hængende over skuldrene. Ingen viser sig, om vi får gemt våbnene, hvor vi havde beregnet det. Senere på aftenen dukker Christian op. De tog mig med på stationen. Griner han. Men efterhånden blev de lidt trætte af mig, før jeg begyndte at læse en digtsamling af kaj munk for dem. Til sidst lod de mig gå, og der sker ikke mere. Jeg viste dem mit falske legitimationskort. Det at være illegal kunne ofte få karakter af en skuespillerpræstation. En krævende form for selvbeherskelse, som det tog tid at lære. En ting var at huske sit falske navn og spiller rollen som en helt anden person i masser af dagligdagssituationer. Noget helt andet og meget sværere var det at holde nerverne under kontrol i oprivende situationer. For eksempel tog det mig lang tid at se ganske uskyldig og roligt ud på vej væk fra en aktion. Han kørte på sin cykel i et fredeligt gadebillede eller stod blandt almindelige hverdagsgrå mennesker på en sporvogn med hjertet hamrende i brystet, mens hænderne endnu rystede, og man følte, at kinderne brændte rødt efter spændingen. Man følte sig bleg og rød og lod en dirrende hånd glide igennem det flagrende lokker. Måske var der endnu jord på frakken fra en kravle tur over en åben plads eller en rift i tøjet fra et søm på et plankeværk. Tankerne bevægede sig også omkring kammeraterne. Når de alle sammen kommet i tide eller kunne nogle af dem, der har taget. Ville det være farligt at tage lige hjem nu? En dag cyklede Jeg er nørrebrogade. Det var i myldretiden. Reaktionen oven på spændingen var ved at komme. Jeg havde kvalme, og jeg var så langt væk i mine tanker, og Jeg er knap lagde mærke til, hvor jeg kørte. Pludselig var der en stemme, der råbte i mit legale navn. Det var erik tanne, en gammel kammerat for de fredelige dage nogle år forinden. Nej, for resten. Det var jo bare nogle få måneder. Dengang man endnu kunne føle sig voldsomt ophidset over at uddele illegale blade. Dav, hvordan går det? Spurgte erik. Jeg prøvede at dæmpe min ophidselse og gøre stemmen rolig. Tak fint. Hvad nu? Det var for et brag lige før. Hvad for et brag et ordentligt drøn. Det lød som en sabotage. Nå. Gad vide hvordan man kommer med? Tja. Jeg kan ikke holde ud at gå og ikke lave noget. Kan du ikke skaffe mig ind i noget? Det tror jeg ikke, hvorfor det. Omkring os larmede gaden cyklister kørte forbi folk gik på fortovet bag erik. Han så sig omkring og ansigtet lyste op i et grin. Lad bare være. Du har jo lige været ude. Hvad mener du? Det er drøn. Jeg skulle tage meget fejl, hvis du ikke hør nu her. Hvordan pokker kan du tro det? Fordi Der er oppe i din lomme i dette hellige øjeblik kan ses skæftet på noget, som Jeg vil kalde en automatisk pistol. Jeg greb med en hurtig bevægelse til den ene jakkelomme og ved den søde grød erik havde ret. I ophidselsen og jaget med at komme væk havde jeg stukket pistolen ned i en forkert lomme, hvor der slet ikke var plads til dem. Hurtigt fik jeg så uset som muligt skiftede den over til en inderlomme. Bagefter gik jeg med erik hen på en kaffebar, hvor vi hyggede os lidt og grinede af det hele. En måned senere var erik selv med på en sabotageaktion. Han fik sin lyst styret. Men på et eller andet tidspunkt har han sikkert fortrudt det, ikke mindst på grund af en af mine dumheder blev han taget af tyskerne og endte i koncentrationslejren porta. Erik var en af dem, der overlevede, men han har stadig sine svagheder. Den samtale på nørrebrogade kom til at koste ham dyrt. Under en af HD sanktioner opstod der en voldsom ildkamp, da nogle værnemagt soldater blandede sig i begivenhederne. I en fange flygtede sabotørerne og på vej væk stod Jørgen kieler pludselig over for en dansk politibetjent, der standsede ham og samtidig pegede truende med sin pistol. Et øjeblik overvejede jorden og forsvare sig. Det var ikke svært. Han stod med hånden på pistolen i frakkelommen. Men Det var en udtrykkelig aftale, at man kun i yderste nødstilfælde måtte skyde på de danske politibetjente, skønt de absolut kunne være farlige, fordi de under alle omstændigheder var dygtigere end gestapo folkene. Jørgen og gav os skyde og gik i stedet det til sagen. Han forklarede betjenten, at han ganske rigtigt var septor, men at de burde skilles som gode venner. Betjenten var Sådan set en god dansk mand. Han var bestemt ikke nazist, men til gengæld var han religiøs. Det er syndigt at lave sabotage og skyde andre mennesker, sagde han. Nu følger de med mig på stationen. Jørgen måtte følge med, men betjenten viste ham dog det hensyn og vælge de mindre befærdede gader, hvor der ikke var chancer for at møde de gestapo folk, som allerede var på vej. Undervejs måtte Jørgen også aflevere sin pistol. Det bliver en mærkelig spadseretur i de mørke gader. Studenten Jørgen brugte hvert minut til en diskussion af betjenten, der efterhånden blev lidt mere usikker. Det gjorde især indtryk, da Jørgen fremhævede, at han kunne have skudt betjenten adskillige gange, inden han var blevet afvæbnet. Jørgen mindede også betjenten om, hvad der nu ville ske, hvis han bliver afleveret på stationen. Sandsynligvis ville politiet være nødt til at aflevere jorden til tyskerne, som utvivlsomt ville henrette ham. Rimelig denne udgang af historien, og som i betjentens religiøse overbevisning. Betjenten havde fået nok. Med et højtideligt løfte om aldrig mere at lave sabotage fik Jørgen lov at løbe. Men betjenten beholdte hans pistol. I den følgende tid skete der meget, Jørgen fik hinanden pistol og fortsatte sit arbejde som sabotør. Jørgen og betjenten mødtes på ny efter krigen en aften, da Jørgen sad og arbejdede i sit laboratorium, bankede det på døren, og Jørgen lukkede op. En mand i en grå frakke smuttet ind og så på jorden med et mærkeligt udtryk. Kan i huske mig? Nej det kunne Jørgen ikke. Manden tog en pistol frem og pegede på hjørnet. Heller ikke endnu. Det gav et lille sæt i den tidligere sabotør, som nu på alle måder er en fredelig videnskabsmand og ikke havde set en pistol siden krigens dage. Nej sagde Jørgen så roligt som muligt. Jeg kender dem stadig ikke. Men hvad er meningen? Manden løftede pistolen. Kender de heller ikke den her? Og nu genkendte gøren først pistolen, og Det er efter manden. Det var politibetjenten. Det var omsider lykkedes mig at finde ud af, hvem jeg talte med den aften, sagde han. Pistolen har jeg haft lige siden. De 2 mænd fandt snart hinanden i en hyggelig samtale på jørgens lille kontor. Det viste sig, at udviklingen havde taget magten fra politibetjentens religiøse anfægtelser. Da politiet blev taget af tyskerne den 19. September 1944, måtte jørgens bekendt gå under jorden. Og da krigen sluttede, havde han længe været leder af en illegal gruppe. Forholdet til de danske politibetjente var indtil den 19. September et stort problem. Mange politifolk hjalp os, men mange gik også med den største nidkærhed ind for jagten på de illegale. Allerbedst kan det måske læses af dette avis referat altså jeg modtagen mod transformatorstationen billygterne i København, hvor HD 5 del 2 som dæknings gruppe på en af popes aktioner. Referatet er fra socialdemokraten den 8. Januar 1944. I går eftermiddags klokken 15.15. Det der før o ved et attentat mod belysningsvæsen. Dets store transformatorstation på lygten, hvorfra en meget stor del af Nørrebro og dele af det vestlige København over til damhussøen forsynes med elektrisk strøm. Spore vejtrafikken på 10 ruter blev standset. Linjerne tog 5, 7, 8, 9, 10 13, 16, 18 og 20. Trods meget omfattende ødelæggelser på transformatorstationen lykkedes det belysningsvæsen dets teknikere på 2 timer af forskellige veje og skaffe strøm tilbage til det mørkelagte område, og sporvejene kunne fortsætte driften dog ikke i fuldt omfang af frygt for overbelastning af den midlertidige strømforsyning. En politimand blev såret under en skudduel med de flygtende sabotører, hvoraf en menes at være ramt. Transformatorstationen på lygten er et så vigtigt element i byens forsyningssystem, at den er under stadig politibevogtning. 4 politimænd færdes til stadighed omkring den store bygning. Og de var netop ved at foretage en inspektion rundt på arealet, da revolver mændene dukkede op. Ved hoveddøren ind til transformatorstationen stod en af politimændene, mens de andre gik bygningen rundt. Han talte med den vagthavende belysnings montør, der stod halvvejs bag døren og skruede på en møtrik. En ganske ung mand. Næppe mere end 19 år dukkede pludselig op ved siden af de 2 mænd og stak politimanden en revolver i maven. Politimanden fik ikke levnet tid til at gribe efter sin pistol, men måtte lystre ordren om at række armene i vejret. Belysnings montøren benyttede lejligheden, mens sabotøren koncentrerede sin opmærksomhed omkring politibetjenten til at trække sig ind i gangen, hvorefter han skønsomt knaldede den pansrede sikrings dør i bag sig. 5 andre sabotører var imens kravlede frem bag bygningens bagside, hvor de havde ligget i skjul og de 3 andre politikpost, der blev bragt op på samme måde som deres kollega. Det var også her, at den nittenårige unge mennesker, der udførte angrebet. Politimændene blev bagbundet, og hun har trusler om øjeblikkelig skydning, hvis de vovede at sætte sig til modværge førte om i et skjult hjørne af arealet. Her blev de holdt under stadig bevogtning, mens en flok unge mænd, der åbenbart havde afventet den passende situation fra en af perronerne på slangerup banen, brød ind i transformatorstationen. Her fandt de vejen spærret af den lukkede panser dør, men forholdene på stedet har åbenbart været dem velkendt. I hvert fald var de forberedt på denne hindring. En særlig konstrueret lille sprænge bombe blev anbragt på døren, der derefter er sprængt i stykker. En en transformatorstationen anbragtes en svær bombe på stationen, skabe samling 2 arbejdere og montøren, som havde vagt i bygningen blev bragt ud, og kort efter kom sabotørerne ud. De erklærede advarende, at en omfattende sprængning ville ske i løbet af få minutter, og det regnede med, at bygningen ville styrte helt sammen. En overbetjent, der passerede gerningsstedet, bliver afvæbnet, men netop som forbryderne ville trække sig tilbage af 2 forskellige veje, kom en politibetjent tilfældigt cyklende forbi lygten. Han fik øje på de mange unge mennesker og så samtidig, at politivagten ikke var på plads. Han var derfor med det samme klar over, at der var noget galt og råbte de unge mænd han. En af sabotørerne gjorde øjeblikkeligt omkring og trak sin pistol, mens de andre løb til deres cykler. Der stod parkeret af forskellige steder og forsvandt. Politimanden trak sin pistol, men forinden lød skud fra sabotørerne. Politibetjenten blev ramt af et skud i låret og styrtede af cyklen. Et andet skud ramte ham i skulderen, men han nåede dog at affyre hele sit magasin mod de flygtende. Et par af dem blev tydeligt nok ramt og faldt om på gaden. De andre måtte støtte dem, og de blev bragt af vejen. Kort efter kom udrykningen og jane til stedet, men sabotørerne var da over alle bjerge. En ambulance bragte den sårede politimand til Bispebjerg hospital, hvor man i aftes udtalte, at der ikke er fare for hans liv. Kontaktsteder er en af de væsentligste forudsætninger for illegalt arbejde. Hvis man skal holde navne og adresser så hemmelig som muligt, må der i hvert fald være steder, hvor man kan mødes og opnå kontakt. Tove og Bjarne Larsen havde deres tobaksforretning i farimagsgade lige over for det daværende socialdemokraten. Og i forretningens baglokale er en stor del af HX aktioner er blevet planlagt. Der var mange fordele ved tobaksforretninger. Den lå centralt midt i byen, og det vil ikke blive bemærket, at vi gik ud og ind af denne forretning, hvor der kom mange kunder hver dag. Endelig var der fra baglokalet en ekstra bagdør ud til en gård, hvorfra man let kunne komme ud på grøntorvet og fik hvis situationen krævede det. Vi kom ind efter ganske klare retningslinjer, hvis der var kunder i forretningen, stillede vi os afventende ved disken og kunne allerede da i toves eller bjarnes øjne læse, om der var klar bane. Men hvis der var noget galt, havde vi aftalt at jeg enten tove eller Bjarne på en bestemt måde flyttede kassen med tarotkortene over kunderne fra den ene side af disken til den anden. Det kunne meget vel tænkes at gestapo sad i baglokalet, og herfra holdt tove og Bjarne under observation. Per telefon var der også visse forsigtighedsregler. Når man ringede op, skulle tove straks sige et øjeblik. Gjorde hun ikke. Det var der noget galt. Hvis der var klar bane, ventede man til forretningen, var tom for kunder og skyndte sig så om bag disken og tog skridt op ad en trappe. Baglokalet var et smalt lokale med et gammelt skrivebord og et par uheldige stole. Som regel var lokalet fyldt. Når man kom kammeraterne stod der langs væggen eller sad på omvendte ølkasser. Det mali var ikke så afgørende. Derimod betød det en hel del af tove, og Bjarne ikke var karry trods de sparsomme øl og tobaksreklamer. Der var altid en øl og en pakke cigaretter til os her i baglokalet residerede så godt som hver dag. Jørgen staffeldt illegalt hedder han Peter Jørgensen. Det var Jørgen, der sammen med finn og john fandt frem til tove og Bjarne kort efter sprængningen af forum. Dengang 5 og john var ved at opbygge en ny HD organisation. Jørgen havde indtil da været en stilfærdig kontormand med kone og børn. Men nu gik han helt og fuldt ind i arbejdet, der ikke mindst omfattede kontakten til frihedsrådet, hvor han tidligt selv blev medlem. Også kontakten til faldskærmsfolk især jens Peter gik gennem hjørne i en lang periode. Jeg tror ikke Jørgen nogensinde selv var med på en aktion. Han var en stille mand. Et af de virkelig gode mennesker som havde vold, men tvang sig selv til at være med i det illegale arbejde. Han havde forladt koner og børn og en tryg tilværelse for at være med, og Det var hos tove og Bjarne. Vi fik meddelelsen om, at jorden i begyndelsen af 1944 var blevet taget af gestapo ved nordisk boghandel. Det rystede os, og i lange perioder savnede HD en virkelig leder. Kort før Jørgen døde i koncentrationslejren porta, sagde han til en medfange og kammerat for HD. Jeg gjorde det formentlig børns fremtid. Fortove Larsen var det en meget hård tid. Hun følte dybt med sine drenge, som hun kaldte os, og ofte lyttede hun tålmodigt på os, når vi trængte til at snakke. Vi var unge egentlig alt for unge. Det er forståeligt at sove af og til mig, og det klapper os kærligt på kinden, når vi kom fra en aktion og var dybt rystet. Trofast grad tove, når hun mistede en af sine drenge, og desværre måtte hun ofte græde. Men lidt morskab var der også. En dag stod tove og ekspederede en kunde, da der lød et tordnende brag fra baglokalet. I hast fik hun kunden ud af døren og gik op bagved, hvor hun fandt 5 6 mand siddende med et overrasket udtryk. En holdt en pistol i hånden og kiggede forbavset på dem. Hvad der skete? Spurgte tove. Hun fik forklaret, at pistolen overraskende var gået af. Projektilet havde ramt radiatoren og var derfra sprunget hen på et vandrør og videre til en tredje metalgenstand, hvorefter det til sidst trillede langsomt skud på gulvtæppet. Ikke rigtig kloge. Sagde tove bredt. En af de tilstedeværende bøjede sig ned, pillede pistol kuglen op fra gulvet og overrakte den til tobe. Du skulle da hellere være glad for, at der ikke skete noget. En dag da flamme var kommet ind i forretningen og på vej op ad trappen til baglokalet ringede telefonen. Det var en af toves bekendte, der var journalist på socialdemokraten. Jeg vil bare fortælle dig, at der lige er gået en stikker eller kan starte på manden ind i din forretning. Og så fulgte en signalement af flamme. Sure sagde tove Det kan jeg ikke forstå. Hvorfor tror du at Det er en gestapo mand? Jo sagde journalisten. Jeg stod her i mit vindue for et øjeblik siden og nede på gaden, så jeg en høj, mørkklædt mand med rødt hår og gå ind i en gadedør, hvor han tog ladegreb på en pistol og derefter gik han ind til dig. Synes du ikke Det er mistænkeligt? Tove fik beroliget af sin ven fra avisen og gik ind i baglokalet til flamme. Han grinede henrykt, da han fik historien og gik derefter ud for at tage sin cykel. Der var malet knaldende hvid. Den elegante flamme kunne ikke tænke sig at køre på en almindelig sort lakeret cykel og i øvrigt benyttede han helst en stjålen tysk gestapo bil. Den 25. Januar 1944 var han for øvrigt med til at erobre hele 3 kan starte på vogne i garagen under vesterport, hvor tyskerne havde deres civile vogne stående. Flamme og hans kammerater ventede roligt, indtil gestapo mændene kom kørende med deres biler. Så blev tyskerne holdt op og HD folkene kørte med bilerne. Det var ved denne lejlighed, at citronen havde stukket sin maskinpistol i maven på en tysk vagt soldat. En ældre mand, der nervøst blev ved med at sige, at han var socialdemokrat. Citronen så træt på ham. Ja ja Det er godt gamle ven, men Vi har desværre ikke tid til at holde vand nu. En dag gik det galt hos tove og Bjarne. Selvfølgelig fristes jeg til at skrive, for i begyndelsen af 1944 syntes alt og ramle omkring den organisation 5 og john havde startet. Bjarne havde fået strenge henstillinger om ikke at blande sig i andet illegalt arbejde og holde sig fra sabotage. Det var af den allerstørste betydning, at der ikke blev kastet nogen mistanke på hans forretning, der havde sin meget store betydning som kontaktsted. Men Bjarne er en aktiv mand, og til sidst havde han alligevel rodet sig ind i noget, dog ikke IHD. En dag først i april stod tyskerne i tobaksforretninger, og Bjarne blev arresteret. En af bjarnes illegale forbindelser havde dummet sig, og i baglokalet fandt tyskerne en pakke sprængstof. Men vort alarmsystem virkede. Tove fik travlt med at fjerne alt, hvad der i øvrigt kunne kompromittere. Bjarne og deres 15 årige datter inge stod trofast en hel dag udenfor på gaden, hvor hun havde held til at stoppe 6 af HD folk, inden de gik ind i forretningen, hvor gestapo ventede. Også hjemme i privat lejligheden IHC andersens gade gik alt godt, men Det var et rent held. Da tove om aftenen træt kom hjem og smed sig i en lænestol satte hun sig på noget hårdt, men nærmere eftersyn opdagede hun en pistol som en af HD rs folk havde stukket ned mellem hænderne, fordi han ikke ville have den med sig den dag. Og mellem bjarnes grammofonplader fandt tove eksemplarer af den illegale plade, vi havde brugt ved aktionen mod de 12 biografer. Få timer forinden havde gestapo ransaget lejlighed. Det var ikke mindst toves skyld, at Bjarne sejre station ikke førte til den store katastrofe. Næppe var han arresteret for tove stillede på dagmar hus og forlangte at komme til at tale med ham. Den stakkels Bjarne, der straks var blevet mishandlet og ikke i såfolk ene blev temmelig overrasket over at møde sin kone. Tove opførte sig nemlig som en furie og skældte ham voldsomt ud, fordi han havde rodet sig ind i illegalt arbejde. Jeg står på mændene, der overværede mødet mordet, så er dejligt. Hvad i alverden skal jeg gøre? Råbte tove til Bjarne. Hvordan vil du have, at jeg skal klare forretningen alene fordi du har dummet dig? Se nu bare på kassebonerne her. Jeg forstår ikke et muk af dit regnskab. Nu må du i hvert fald forklare mig lidt om det, så Jeg kan klare forretningen, mens du er væk. Og så smækkede hun et par kasser bøger foran Bjarne, der slog ordet og gav sig til at kigge på tallene, men snart opdagede, at der var foretaget en masse nye mystiske posteringer i bøgerne. Det varede ikke mange sekunder, før han havde opfattet den kode, der skjulte sig i de nye posteringer, og således fik han for næsen af tyskerne at vide, hvilke kammerater der var taget om, hvem der havde bragt sig i sikkerhed i Sverige. I de følgende forhør kunne Bjarne svare på mange af tyskernes spørgsmål uden at ødelægge noget for de kammerater, der arbejdede videre derude. Bjarne sendte sin kone et taknemmeligt blik, da hun forlod ham med en hvas bemærkning om, at hun personligt ville anmelde hver eneste illegalt person, der havde den frækhed og henvende sig i forretningen. Tove havde spillet sin komedie så overbevisende, at tyskerne troede hende og godt det samme, for der var næppe gået et par uger før HD folkene genoptog deres møder i tobaks forretningens baglokale, og det bliver de faktisk ved med til befrielsen, som Bjarne heldigvis oplevede efter en hård tid i en tysk koncentrationslejr. Det var i tobaksforretninger hos tove og Bjarne, at vi fik vort første store chok. Der var som sædvanlig møde mellem faldskærmsfolk og gruppernes kontakt mænd, der find ophævet trådte ind ad døren. John hvis taget. Det var den 9. december 1943 en ulykkes dag, der ligesom indledte en række af ulykker. I løbet af et halvt års tid udslettes den organisation, som finder john havde bygget op i dagene efter forums sprængning. Og johns arrestation kunne man kalde en chokstart. Han var umådelig afholdt og kendte os alle sammen. Om aftenen den 8. December mødtes john og finn i byen, men da de skulle hjemad var der kun et kvarters tid til spærretid, så de var tvungne til at finde et logi inde i byen. Det endte med, at de tog ud til den norsk fødte model bo, der boede i faxe gade på Østerbro. Hun havde været med i forskelligt illegalt arbejde, og de 2 mænd stolede på hende. De blev også venligt modtaget og overnattede i et værelse hos hende til den næste morgen. Allerede da de forlod faxe gade nummer 3 om morgenen, da de skyggede af gestapo og hurtigt blev der tale om en regulær jagt på de 2 sabotører. Finder john var på cykler og forsøgte at undslippe ved at dreje væk fra østerbrogade ned ad ryesgade. Men her bliver de indhentet af et par biler med gestapo folk og gjorde hurtigt omkring. Mens de er alle kræfter kørte tilbage mod østerbrogade, piftede de tyske kugler dem om ørerne. Det lykkedes for finn at slippe væk, men john blev ramt og væltede med sin cykel. Liggende på gaden trak han sin pistol frem og tog kampen op med tyskerne. Det lykkedes ham at dræbe en gestapo mand og sover i en anden, inden han selv blev ramt af 6 7 kugler og sluttelig blev slået bevidstløs med et pistols skifte. Man satte straks den store alarm i gang indenfor HD. Flamme blev sendt til politigården for at få så mange oplysninger som muligt fra sine forbindelser blandt politifolkene. Og i øvrigt rensede man de steder, som john kendte fra våben og sprængstof. Mange illegale kammerater bliver advaret og forlod deres bopæl. Ingen kunne forlange, at john skulle tie stille med sin viden, hvis han blev underkastet tortur. Jeg kan huske, at en af vore kammerater midt under det hele stillede i tove som bjarnes forretning og spurgte, om der var sket noget med john. Tilfældigt havde han baseret dagmarhus og havde set tyskerne bære en såret sabotør ind i bygningen. Den sårede lignede på afstand john. Desværre kunne vi blot bekræfte hans formodninger. Den næste dag bliver det med sikkerhed fastslået af fru delbo havde angivet john og finn tack estaba. I et belejligt øjeblik havde hun ringet til tyskerne, og man havde ventet med at angribe de 2 sabotører, indtil de havde forladt hendes lejlighed. På den måde ville man bortlede mistanken fra fordel bo, der således kunne fortsætte sin stikkervirksomhed mellem andre modstandsfolk. Det er helt sikre bevis for model bo stikkervirksomhed fik man da find aftalt et møde med hende i lejligheden. På den fastsatte tid sendte HD.